Pressemeddelelse -
RAGNAROCK GØR RAP-UNDERVISNING TILGÆNGELIG FOR ALLE
Museets populære skoleforløb ’Kreativ med ord’ med museets ’hus-freestyle-rapper’ MC Caffe bliver nu tilbudt i en digital version, så flere kan få glæde af det - både derhjemme og i skolerne.
Svedige rim og tilbagelænede rytmer plejer at pulsere ud af RAGNAROCKs værksted, når skoleklasser knokler for at lære at skrive gode raptekster i museets populære undervisningsforløb ’Kreativ med ord’. Men fremover bliver det også muligt at gå ombord i ’Kreativ med ord’-forløbet, uden at klassen møder op på museet.
Inspireret af de seneste måneders nedlukning har RAGNAROCK nemlig bearbejdet og digitaliseret undervisningsmaterialet, så det nu også ligger på nettet med lærervejledning, undervisningsvideoer, opgaver og meget mere.
På den måde vil mange flere kunne få glæde af det, både nu, hvor Covid-19-forholdsregler endnu forhindrer museet i at gennemføre forløbet fysisk, og fremover - som et alternativ til det fysiske undervisningsforløb.
Masser af grin i populær undervisning
Og der er meget godt at hente for skolerne ved at gå til danskundervisningen gennem ’Kreativ med ord’, fortæller hus-rapper MC Caffe, der også er museumsvært på RAGNAROCK:
”Med ord og rap kan man skabe broer til fællesskab og leg. Eleverne prøver sig selv af, og der er plads til alle her. Når vi har en klasse på besøg, plejer der at være masser af grin og sjove øjeblikke, og eleverne glemmer lidt, at det de arbejder med faktisk også er poesi og digte. Det er selvfølgelig noget andet at undervise via video, men vi har gjort alt, hvad vi kan, for at de samme sjove fællesskabsoplevelser kan opstå, når klassen arbejder med det selv.”
’Kreativ med ord’ har været særdeles populært i al den tid RAGNAROCK har tilbudt forløbet. Siden første booking i oktober 2017 har flere end 114 klasser dvs. omtrent 2500 børn grinet, beatet og rimet sig gennem skoledagen med MC Caffe og RAGNAROCK.
”Netop fordi ’Kreativ med ord’ har været så vellykket og populært, og netop fordi MC Caffe er så god til at engagere eleverne i undervisningen, var det oplagt at gøre netop dét forløb digitalt og tilgængeligt for flere. Vi håber, at mange flere nu kan få glæde af det, ikke bare i skolen, men også derhjemme. Det er for alle, der har lyst til at prøve kræfter med at lave gode rap-tekster”, forklarer museumsinspektør Louise Dahl Christensen, der har ansvar for skoletjenesten.
’Kreativ med ord’ ligger klar i sin digitale version her.
Du kan se, hvilke fysiske skoleforløb RAGNAROCK tilbyder her.
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- museum ragnarock
- skoleforløb
- undervisning
- hiphop
- rap
- mc caffe
Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.