Pressemeddelelse -

Borgerservice flytter til Birkerød

Fredag den 31. marts er sidste dag, hvor borgere kan besøge borgerservice på rådhuset i Holte. Ind over påske flytter hele borgerservice samt ydelsesområdet, der blandt andet håndterer kontanthjælp, sygedagpenge og personlige tillæg, til Birkerød.

Borgerservice flytter ind på hovedbiblioteket på Stationsvej 38 i Birkerød, mens ydelsesområdet flytter ind i administrationscenteret på Stationsvej 36 i Birkerød. Både borgerservice og ydelsesområdet står klar til at modtage borgerne igen efter påske. Første åbningsdag bliver tirsdag den 11. april.

Flytningen er første del af en større kabale, der skal optimere kommunens arealanvendelse og dermed reducere omkostninger. I løbet af sommeren flytter Kultursekretariatet således fra Kulturcenter Mariehøj til rådhuset i Holte.

Udvidede åbningstider

Borgmester Ann Sofie Orth siger: ”Kommunalbestyrelsen har en ambition om, at hovedbiblioteket i Birkerød skal blive en mere integreret del af byen og hovedgadens liv. Når vi rykker borgerservice ind på hovedbiblioteket, håber vi både på at kunne medvirke til at skabe endnu mere liv i og omkring biblioteket samtidig med, at vi kan udvide borgerservices åbningstider. Det ved jeg, har været efterspurgt af mange borgere.”

Borgmesteren glæder sig også over, at det vil blive muligt at afhente pas i hele bibliotekets åbningstid og at det på sigt også vil blive muligt at få pas og MitID lokalt i Holte, Nærum og Vedbæk. Hun siger: ”Når vi flytter borgerservice ind på hovedbiblioteket, får vi nye muligheder, fx at borgere kan hente pas, mens biblioteket har åbent. Samtidig vil det formentlig i løbet af efteråret blive muligt at få lavet pas og MitID lokalt.”

Muligheden for at få lavet pas og MitID i Holte, Nærum og Vedbæk vil blive tilbudt typisk én gang ugentligt og skiftevis i Holte, Nærum og Vedbæk. Det er dog endnu ikke endeligt fastlagt, hvornår kommunen kan åbne for denne mulighed.

De nye åbningstider for personlige henvendelser i borgerservice, som gælder fra tirsdag den 11. april, er tilrettelagt på baggrund af erfaringer for, hvornår borgerne navnlig bruger borgerservice. Der vil derfor blandt andet være to dage om ugen, hvor der er åbent til klokken 18.00:

  • Mandag 10.00-18.00
  • Tirsdag 10.00-15.00
  • Onsdag 10.00-12.00
  • Torsdag 10.00-18.00
  • Fredag lukket

Åbningstiderne i ydelsesområdet er uændrede. Der henvises til kommunens hjemmeside.

Lukket i påskeugen

I forbindelse med flytningen har borgerservice og ydelsesområdet i Holte lukket fra den 3.-5. april. Sidste åbningsdag for personligt fremmøde med tidsbestilling er fredag den 31. marts kl. 08.00-11.00. Det er muligt at ringe til både borgerservice og ydelsesområdet i flytteperioden.

Borgere der har behov for at få udstedt nyt pas eller kørekort i flytteperioden henvises til nabokommunerne, hvor Lyngby-Taarbæk, Hørsholm, Gentofte og Gladsaxe kommuner alle står parat til at hjælpe.

Rudersdal Kommune gør opmærksom på, at der uændret skal bestilles tid, når man henvender sig i borgerservice eller ydelsesområdet. Det gøres nemt ved at gå ind på https://www.rudersdal.dk/tidsbestilling eller ved at ringe til kommunens kontaktcenter på telefon 4611 0000.

Telefontiderne er uændrede. Der henvises til kommunens hjemmeside.

Emner

  • Politik

Kategorier

  • bygninger i rudersdal
  • rudersdal arbejder
  • rudersdal kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Ann Sofie Orth (K)

Borgmester 72681012