Pressemeddelelse -
Byd velkommen til fire nye skolenavne i Rudersdal
Med eleverne i førersædet har fire nye sammenlagte skoler holdt navnekonkurrencer, hvor eleverne har mødt hinanden på tværs af skolematrikler og dykket ned i den lokale historie for at finde frem til et nyt fælles navn. Resultatet er fire nye navne, men også et spirende sammenhold om en ny fælles skole.
Kommunalbestyrelsen vedtog i efteråret 2019 en ændret skolestruktur, der indebærer, at otte skoler sammenlægges til fire skoler. I den forbindelse har skolerne haft til opgave at indstille et nyt navn til den fælles skole samt navne for hver af de to matrikler.
Både elever, lærere og forældre har i den grad været i sving for at finde frem til de nye navne for de fire skoler. Det har været alt fra at kreere stemmesedler og kreative valgplakater, til at tilrettelægge læringsforløb om lokalhistorien og arrangere møder for elever og medarbejdere på tværs. Nu er navnene fundet, og et vigtigt skridt er taget mod en ny fælles skole.
De nye navne er:
- Holte skole - Ny Holte Skole og Dronninggårdskolen ændrer navn til Holte Skole med afdelingerne Grünersvej og Rønnebærvej på de to nuværende matrikler.
- Rude Skov Skole - Høsterkøb Skole og Sjælsøskolen ændrer navn til Rude Skov Skole med afdelingerne Sjælsø og Høsterkøb på de to nuværende matrikler
- Søholmskolen - Bistrupskolen og Toftevangskolen ændrer navn til Søholmskolen med afdelingerne Bistrup og Toftevang på de to nuværende matrikler
- Ravnholm Skole - Nærum Skole og Vangeboskolen ændrer navn til Ravnholm Skole med afdelingerne Nærum og Vangebo på de to nuværende matrikler
Elevernes stemme i front
De fire skoler har haft fire forskellige navneforløb, men de har alle haft det til fælles at sætte eleverne stemme i førersædet. For elevrådsformand på Dronninggårdskolen, Laura Friis Hein, har navneprocessen og samarbejdet i sammenlægningsskolebestyrelsen været en rigtig god oplevelse, hun fortæller:
”Elevinvolvering har fra sammenlægningsbestyrelsens side været en stor prioritering, noget jeg særligt værdsætter. Formålene med navngivningsprocessen var klare: Vi vil give eleverne et medejerskab i den nye skole, men vigtigst af alt påbegynde dannelsen af det nye elevfællesskab på tværs af skolerne”
Og netop elevinvolveringen har været en succes ifølge Laura:
”Jeg har sammen med elevrådsformanden for Ny Holte stået for kommunikationen ud til eleverne, og jeg er særligt stolt over at kunne sige, at vi er lykkedes med at skabe optimal elevinvolvering samt medejerskab i denne proces.”
Et spirende sammenhold om en ny fælles skole
Navnekonkurrencen har også bragt elever og medarbejdere tættere sammen på tværs af matrikler. Der har været fællessang, valgfest og møder på tværs. Flere af de fire nye navne er netop også et resultat af det, de to matrikler er fælles om. Det kan være den by, de bor i, som ved navnet Holte Skole eller et fælles samlingssted for alle der bor i Birkerød og Bistrup Birkerød som Søholmen.
For Børne- og Skoleudvalgets formand Daniel E. Hansen er de fire nye navne en vigtig milepæl:
”Der er en fornøjelse at se, hvordan forældre, elever og medarbejdere har arbejdet så positivt og engageret i at finde frem til nye navne for skolerne. De fire nye navne illustrerer på bedste vis, at selvom vi alle har noget, der adskiller os fra hinanden, så har vi også en masse at være fælles om. ”
Og Daniel E. Hansen tilføjer:
”Jeg ved, at sammenlægningsskolebestyrelserne har lagt mange kræfter i dette, medarbejderne har afsat tid i undervisningen og elevrådsformændene har i den grad sat sig selv i scene. Det skal de have en stor tak for”.
De nye navne træder i kraft, når klokken ringer ind til et nyt skoleår i august 2020.
Emner
- Politik
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.