Pressemeddelelse -

Erhvervsudvalget besøgte lille logo-virksomhed med stor ansvarsfølelse

Høsterkøb-virksomheden Prologo stiller store krav til miljø- og arbejdsforholdene hos deres leverandører ude i verden. Det kunne Erhvervsudvalget i Rudersdal Kommune høre nærmere om, da de for nylig besøgte Prologo i deres besøgsrunde hos lokale virksomheder. Prologo sælger beklædning og reklamegaver, som de primært får produceret i Asien.

Arbejder med bæredygtighed i alle led

Ved besøget forklarede direktør Niels Christian Frydendahl, hvordan stadig flere virksomheder stiller CSR-krav til de varer, de køber:

- Vores kunder går op i, at deres logo kun optræder på produkter, som de kan stå inde for. De vil associeres med varer, der er produceret under ordentlige miljø- og arbejdsforhold.

Her er Prologo med helt fremme:

- Vi arbejder med bæredygtighed i alle led. For eksempel søger vi altid miljø-rådgivning hos danske eksperter, når vi udvikler nye produkter og designs. Vi stiller også strenge krav til arbejdsforholdene hos vores producenter ude i verden. Asiens førende inspektionsorgan er vores samarbejdspartner, men for en sikkerheds skyld rejser vi også selv løbende ud og kontrollerer forholdene.

Erhvervsudvalgets formand Randi Mondorf siger:

- Jeg er imponeret over, at Prologo som en lille virksomhed med 8 medarbejdere har så stort et globalt udsyn. Samfundsansvar på tværs af vores verdensdele burde være en selvfølge, men i praksis kræver det et særdeles aktivt valg hos den enkelte virksomhed. Prologo er et foregangseksempel inden for ansvarlig leverandørstyring.

Orden i eget hus

Orden ’i eget hus’ er også et vigtigt princip hos Prologo. Work-life-balance har høj prioritet med værdierne retskaffenhed og ordentlighed som nøgleord. Virksomheden blev oprindeligt startet af Niels Christian Frydendal selv tilbage i 1983, da han begyndte at sælge sejlertøj hjemme i sine forældres kælder. I dag er Prologo leveringsdygtige i næsten alle typer varer, som virksomhederne ønsker deres logo på. I Høsterkøb står den uddannede tekstil-tekniker således parat til at trykke, præge, gravere og brodere logoer på alt fra iskrus, lakridser og slips til paraplyer, konferencetasker og træningstøj. Helst af den bæredygtige slags.

Kontakt

Niels Christian Frydendahl, info@prologo.dk, tlf: 45 89 39 21.

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine knap 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Randi Mondorf (V)

Formand Social- og Sundhedsudvalget 60 76 88 25

Relateret materiale