Pressemeddelelse -

Fleksibel arbejdsplads som dynamo i Rudersdal

Plejecentre, hjemmeplejen og daginstitutioner er nogle af de arbejdspladser, som er udfordret af manglen på arbejdskraft. Derfor arbejder Rudersdal Kommune innovativt med blandt andet at sikre høj medarbejdertrivsel og nye måder at tilrettelægge arbejdet på.

Der findes ikke et enkelt svar på, hvordan Souha og Alice får nok kolleger i hjemmeplejen, ej heller hvordan Bertram og Olivia altid har voksne nok i børnehaven. Der skal findes mange svar. Kommunens særlige udvalg for organisering, rekruttering og fastholdelse med både politikere og Rudersdal-borgere arbejder derfor med at finde nye, innovative tilgange til den store rekrutteringsudfordring, som alle kommuner kigger ind i på velfærdsområdet.

Kvalificerede anbefalinger

Udvalget har netop afleveret tre anbefalinger til Økonomiudvalget. Anbefalingerne sætter retning for kommunens videre arbejde med at sikre, at vi får medarbejdere nok, og at de medarbejdere vi har, bliver lidt længere tid i kommunen. Anbefalingerne handler om ’tilknytning, fleksibilitet og omdømme’ og er udarbejdet på baggrund af udvalgets særlige viden og på baggrund af inspirationsoplæg fra eksterne fagfolk.

-Vi skal være åbne over for nye ideer, der kan gøre det mere attraktivt at arbejde i Rudersdal Kommune. Med de udsigter den offentlige sektor har til mangel på kvalificerede medarbejdere i velfærdsområderne, må vi sige, at arbejdsmarkedet er under enorm forandring. Som kommune skal vi forstå at omstille os, så det både bliver attraktivt for medarbejderne at blive hos os, og at nye medarbejdere søger til vores mange spændende og fagligt stærke arbejdspladser i fx børnehaver, på plejecentre og i hjemmeplejen, siger Birgitte Schjerning Povlsen, der er formand for udvalget for Organisering, rekruttering og fastholdelse, som skal arbejde videre de næste tre år.

Jordemødre med gode erfaringer

Udvalget har netop haft besøg af Dorte Dahl, som er chefjordemoder på Amager og Hvidovre Hospital. Her har ledelsen af jordemødrene nemlig gode erfaringer med at prøve sig frem med små initiativer i fx vagtplanlægningen, som giver medarbejderne mere medbestemmelse. De har også arbejdet med ikke automatisk at sige nej, når en medarbejder spørger om ’noget umuligt’, men i stedet har de undersøgt, om medarbejderens ønske faktisk kan imødekommes via en anden form for fleksibilitet og med større inddragelse.

- Vi ved, at det fleksible arbejdsliv bliver en afgørende dynamo i de kommende år. Det er derfor vigtigt, at vi tænker smart. Jordemødrene på Amager og Hvidovre Hospital har fundet nogle spændende løsninger bl.a. i samarbejde med de andre hospitaler i Region H, som både tilgodeser medarbejderne og deres brugere. Det kan Rudersdal lade sig inspirere af, for det handler ikke kun om tilfredse medarbejdere, men også i høj grad om tilfredse borgere, siger Charan Nelander, som er eksternt medlem af opgaveudvalget og til daglig arbejder i sundhedsområdet.

Visionen for arbejdet i opgaveudvalget er blandt andet at skabe mere kvalitet og mere sammenhængende løsninger for borgerne, og så både ansatte og borgere kan se sig som ambassadører for kommunen. Opgaveudvalget har derfor afleveret tre anbefalinger, som Økonomiudvalget har godkendt, at der arbejdes videre med. De tre anbefalinger kan kort beskrives således:

Tilknytning. Medarbejderne skal være stolte af deres arbejdsplads og have lyst til at være ambassadører for Rudersdal Kommune, blandt andet fordi medarbejderne trives og løser opgaverne på den bedst mulige måde til glæde for borgerne.

Fleksibilitet. Der skal være plads til den enkelte og til fællesskabet med balance mellem arbejdsliv og privatliv. Fleksibilitet skal både kunne understøtte trivsel i hverdagen og kunne tilpasses individuelt, hvor der samtidig skabes resultater til glæde for borgere og brugere.

Omdømme. Rudersdal Kommunes omdømme som professionel og attraktiv arbejdsplads skal være med til at tiltrække medarbejdere og ledere, og der skal være dialog med det omkringliggende samfund.

Medlemmer af Udvalget for organisering, rekruttering og fastholdelse


Politisk udpegede medlemmer:

Birgitte Schjerning Povlsen (C), formand

Court Møller (B), næstformand

Knud Skadborg (C)

Julie Quass (Løsgænger)

Søren Hyldgaard (V)

Anette Maj Billesbølle (A)

Randi Mondorf (V)


Eksterne medlemmer udpeget foreløbig frem til sommeren 2023:

Henrik Hjortdal

Henrik Holt Larsen

Vibeke Dukat

Michael Kiaby

Charan Nelander

Birgit Terkelsen

Charlotte Balle


Administrative medlemmer:

Birgitte Lundgren, kommunaldirektør

Marianne Toftegaard, medarbejderrepræsentant

Related links

Emner

  • Politik

Kategorier

  • kommunalbestyrelsen

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Birgitte Schjerning Povlsen

1. Viceborgmester 72 68 10 82