Pressemeddelelse -

Flere daginstitutionspladser i Vedbæk

Børnehuset Gøngehuset i Vedbæk skal udvides. Det eksisterende børnehus skal rives ned og et nyt byggeri forventes at stå færdigt i udgangen af 2022. 

Der kommer flere helt små børn til Rudersdal, og det betyder et øget pres på kommunens daginstitutionspladser. Kommunalbestyrelsen godkendte onsdag den plan, der skal udvide Børnehuset Gøngehuset i Vedbæk. Formand for Børne- og Skoleudvalget, Anne Christiansen (L) udtaler:

”Jeg er glad for, at vi nu kan sætte gang i en udvidelse af Børnehuset Gøngehuset, som vil skabe flere pladser til både vuggestue- og børnehavebørn inden for kort tid. Med udvidelsen vil børnehuset kunne rumme op til 90 børn og udvides dermed med ca. 50 pladser”.

Stor prisstigning på byggeriet

På kommunalbestyrelsesmødet blev en forøgelse af prisen på børnehuset på næsten 50 % efter udbud drøftet og godkendt. Prisstigningen skyldes en generel overophedet byggebranche, med blandt andet store stigninger på materialer. Borgmester Ann Sofie Orth (C) siger:

”Jeg er på børn og forældres vegne naturligvis rigtig glad for det nye børnehus. Men økonomisk er det en bekymrende udvikling, vi lige nu ser i byggebranchen. Fortsætter disse voldsomme prisstigninger, kan Rudersdal Kommune jo ende med ikke at kunne finansiere de mange nødvendige og gode anlægsprojekter, vi gerne vil prioritere. Simpelthen fordi vi ikke har råd til det eller må bruge så mange penge på grund af anlægsloftet. Det synes jeg, er en alvorlig situation – ikke kun for Rudersdal Kommune, men for alle landets kommuner.”

Opførelse af byggeri

Det er både Børnehuset Gøngehuset og naboejendommen på Gøngehusvej 36, der skal rives ned, så der kan bygges et nyt hus med tilhørende legeplads. Huset leveres med færdige moduler, der er danskproducerede og Svanemærket. Anne Christiansen fortæller:

”Gøngehusets nuværende rammer er ikke optimale, og med det nye byggeri kan vi skabe bedre indretning og tidssvarende fysiske rammer for børn og personale. Med byggeriet lægger vi vægt på at få skabt nogle velfungerende og inspirerende pædagogiske læringsmiljøer for både store og små”.

Når byggeriet står færdigt, kan børn og personale flytte herind, hvorefter det eksisterende Gøngehus rives ned og der etableres legeplads. Byggeriet forventes at stå færdigt i november 2022.

Fakta:

  • Nedrivning og udvidelse af Børnehuset Gøngehuset blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde d. 29. marts
  • Nedrivning af Gøngehusvej 36 forventes at begynde i udgangen af april 2022 og byggeriet færdiggjort i november 2022
  • Entreprenør for projektet er Jytas A/S

Emner

  • Politik

Kategorier

  • kommunalbestyrelsen
  • rudersdal
  • rudersdal kommune
  • bygninger i rudersdal

Regions

  • Hovedstaden

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt