Pressemeddelelse -

Flere penge til læsning og læring

Årets pulje til læremidler går til læseundervisningen og indkøb af digitale læringsværktøjer. Elevernes læselyst og motivation til at lære har været nøgleord for tildelingen af midler. 

Når børn skal lære om bogstaver, få lyst til at læse eller genfinde motivationen til at læse, arbejder skolerne i Rudersdal med en bred vifte af læringsmetoder. Med puljen til læremidler giver Børne- og Skoleudvalget 458.000 kr. til indkøb af materialer til læringsmetoden Guided Reading og til digitale læringsværktøjer.

”Der er mange veje til øget læselyst. Det kan være et digitalt bogunivers, et trygt læsefællesskab eller glæden af en helt nyindbundet bog. Med årets pulje til læremidler vil Børne- og Skoleudvalget gerne give eleverne de bedste muligheder for læring uafhængigt af niveau, motivation og forudsætninger,” siger formand for Børne- og Skoleudvalget Daniel E. Hansen.

Men hvordan arbejder skolerne helt praktisk med at skabe motiverende læringsrum? Et besøg på Ravnholm Skole og Vedbæk Skole giver to perspektiver på læseundervisningen i Rudersdal. 

Vi læser og lærer i fællesskab

Foto:Iben Vestermark Lama underviser 3.x og y i læsning med Guided Reading metoden, hvor eleverne læser i små grupper.

På Ravnholm Skole, matrikel Vangebo bobler det med læselyst. Her har 3. klasserne læst alle de første skoleårs fysisk tilgængelige bøger og har nu kastet sig over det digitale bogunivers BookBites. I puljen til læremidler går 295.000 kr. til digitale læringsværktøjer og heriblandt BookBites, der med over 20.000 bogtitler giver eleverne et stort udvalg og muligheder for at finde lige det, der passer til deres smag og læseniveau:

Når jeg læser på iPad’en, fylder bøgerne ikke i skoletasken, og så er der mange flere bøger at vælge imellem end på vores lille bibliotek," fortæller Marius Milman Jensen fra 3.y. 

For lærer Iben Vestermark Lama, der har undervist eleverne de sidste tre år, er der ingen tvivl om, at læsemetoden har en del af æren for elevernes læselyst:

Før jeg anvendte Guided Reading som metode, var det meget tydeligt, hvem der var de svage og stærke læsere. Det var slet ikke rart, for det var også tydeligt for eleverne. Nu er der ikke fokus på det. Derimod har eleverne et trygt læsefællesskab, også når det er svært at læse.

Med Guided Reading får eleverne strategier til deres læsning. Den differentierede og motiverende læseundervisning giver både de stærke og de svage læsere de bedste betingelser for at lære at læse. I undervisningen bliver eleverne inddelt i små grupper efter læseniveau, og efterhånden som deres læsning udvikler sig, kan eleverne rykke sig fra en gruppe til en anden. I grupperne får eleverne støtte af både lærere og pædagoger, mens de læser den samme bog, hvor de løbende kan dele deres tanker og refleksioner om bøgerne med hinanden.

For Lilly Marie Grove Mortensen i 3.X er netop trygheden og fællesskabsfølelsen noget af det, hun kan lide ved læsmetoden:

Jeg kan godt lide at læse med andre, som læser ligesom mig. Fx sad jeg en dag og læste ved siden af en, der læste bedre end mig. Så følte jeg mig som en dårlig læser. I grupperne følges vi ad og kan tale om, hvad vi læser. Det kan jeg rigtig godt lide," siger Lilly.

En helt ny bog man kan dufte og mærke

Foto: Fra venstre: Isabel, Frederikke, Matias og Frederikfra 5.b på Vedbæk Skole

Med årets pulje til læremidler udvider skolerne brugen af Guided Reading til mellemtrinnet (4.- 6. klasse). Det gør skolerne bl.a. på baggrund af positive erfaringer fra Vedbæk Skole. Her var det modsat Ravnholm Skole pludselig en helt traditionel bog, der satte ekstra skub i læselysten hos eleverne. Sidste år landede der nemlig en stak helt nye bøger til klassen. Ingen slidte sider eller mærkelig lugt. Det var noget Frederikke Mølbach Gencke fra 5. b på Vedbæk Skole kunne lide:

Når jeg læser i en almindelig bog, kan jeg slappe af på en anden måde. Jeg får ikke hovedpine, ligesom når jeg læser på iPad‘en. Og så elsker jeg at holde, mærke og dufte til bogen.

I dette skoleår afprøver alle kommunens otte skoler Guided Reading på mellemtrinnet. En Guided Reading session tager cirka 30 minutter. I de små klasser er der mange undervisere tilstede og i de større klasser, er det dansklæreren, der varetager opgaven. 

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50

Relateret materiale