Pressemeddelelse -

Hjemmeplejen undersøger borgernes tilfredshed

Rudersdal Kommune vil måle borgernes tilfredshed med hjemmeplejen og spørger derfor de 1100 borgere, som modtager hjemmehjælp, om deres oplevelser og erfaringer med hjælpen.

Rudersdal Kommune arbejder med at udvikle nye tilbud til fremtidens ældrepleje. De nye tilbud skal bl.a. understøtte den enkelte borger i at blive så længe som muligt i eget hjem, som borgeren ønsker. Her arbejder kommunen både med at fremme muligheden for afløsning i hjemmet og udvide mulighederne for genoptræning og træning i hjemmet. Samtidig udvikles organiseringen af hjemmeplejen, så den bliver mere fleksibel og brugerstyret. Tilfredshedsundersøgelsen skal danne grundlag for at kunne følge, hvordan borgerne oplever tiltagene, og om de fungerer efter hensigten hos borgeren.

Undersøgelsen består af en række spørgsmål, som borgerne skal besvare i et spørgeskema, der bliver sendt ud til borgernes digitale postkasse. Borgere, som er fritaget fra digital post, får invitation til undersøgelsen i et postomdelt brev.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget Randi Mondorf håber, at borgerne vil svare på spørgeskemaet, da borgernes bidrag er afgørende for udviklingen af hjemmeplejen,

Vi er naturligvis meget nysgerrige på at høre, hvordan borgerne oplever kommunens hjemmepleje. Vi håber derfor, at så mange som muligt vil give sig tid til at svare, så vi får et så reelt billede af vores hjemmepleje som muligt. Resultaterne fra undersøgelsen skal nemlig hjælpe os til at blive endnu bedre” siger Randi Mondorf.

Det er analysefirmaet Epinion, som foretager undersøgelsen på vegne af Rudersdal Kommune, og deltagelse i undersøgelsen er helt anonym. Spørgeskemaet tager ca. 10 minutter at udfylde og sendes til alle modtagere af hjemmepleje. Hvis man ikke ønsker at svare spørgeskemaet digitalt, ringer Epinion op og tilbyder at gennemgå spørgsmålene sammen med borgeren i telefonen.

Emner

  • Politik

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50