Pressemeddelelse -

Kender du RudersdalsBjerge?

Landskabet i Rudersdal har en spændende geologisk historie bag sig – denne historie kan du nu opleve med åbningen af RudersdalBjerge på toppen af Holtekollen den 24. juni fra 14.30-15.45.


’RudersdalBjerge’ er ni høje punkter i Rudersdal Kommune, der sætter fokus på den særlige Rudersdal’ske geologi og kulturhistorie – med oplevelser, fordybelse, inspiration, motion og læring som sidegevinst.

De ni høje punkter er Holtekollen, Høbjerg, Højbjerg, Høje Sandbjerg, Landsebakken, Lokes Høj, Maglebjerg, Søllerød Kirkegård og Åsebakken.

Onsdag den 24. juni fra 14.30-15.45 finder den officielle åbning af alle ni RudersdalBjerge sted på toppen af Holtekollen.

Et borgerinitiativ

’RudersdalBjerge’ tager sit udgangspunkt i en henvendelse fra Nordic Walking instruktør Marianne Lund, der fik ideen på en af sine vandre- og stavgangsture på RudersdalRuten.

Idéen gik i sin enkelthed ud på at skabe synlighed omkring de mange højdepunkter, som RudersdalRutens Univers gemmer på.

RudersdalBjerge føjer en ekstra dimension til de mange ruter og træningspladser i RudersdalRutens Univers og skaber nye udflugtsmål for familien og bidrager med læringsforløb til skolerne.

Har du husket passet?

Formidlingen af dannelsen af landskabet sker gennem skilte med QR-koder ved hvert bjerg, der gør det muligt at lære landskabet at kende.

Derudover er der fremstillet et ’Bjergpas’. Passet fortæller kort om det enkelte bjerg, og der er knyttet små opgaver til hvert enkelt bjerg, man kan løse på sin tur rundt i Rudersdal.

Du kan også holde styr på, hvor mange bjerge du har besøgt ved hjælp af passet.

Bjergpasset og folderen om RudersdalBjerge kan fås på Rudersdal Bibliotekerne og Kulturcenter Mariehøj.

RudersdalBjerge har fået støtte

Forskellige fonde har været med til at gøre bjergene til virkelighed. Nordea-fonden har støtte med 50.000 kr. og Friluftsrådet med 106.500 kr.

Derudover har Rudersdal Kommune samarbejdet med Naturstyrelsen om etableringen af RudersdalBjerge.

Læs mere om RudersdalBjerge på www.oplevrudersdal.dk/rudersdalbjerge

Arrangementet kræver tilmelding. Tilmeld dig på www.oplevrudersdal.dk.

Fakta om RudersdalRutens Univers

RudersdalRutens Univers er et motions-, oplevelses- og naturunivers med mange forskellige muligheder for oplevelser i naturen. Man kan finde ruter og stier, hvor man kan løbe, cykle og gå en tur. Universet rummer også en række aktivitetsoaser, hvor man kan træne og være aktiv alle ugens dage, hele året rundt.

Se mere på www.rudersdalruten.dk

Emner

  • Politik

Kategorier

  • kultur
  • natur
  • oplev rudersdal
  • rudersdalrutens univers

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50