Pressemeddelelse -

Lavere hastighed i boligområder opfylder ønsker fra borgerne

Rudersdal Kommune er med i en forsøgsordning over tre år, der skal gøre det lettere at sænke lokale hastighedsgrænser. Der er nu forslag til tre boligområder, hvor det giver mening at reducere farten fra 50 til 40 km/t.

Hastigheden i tre boligområder kan nu sættes ned fra 50 til 40 km/t som led i en forsøgsordning under Transportministeriet, hvor Rudersdal er med blandt 16 kommuner.

De tre områder er:

  • Paradiskvarteret i Holte
  • Kvarteret omkring Vejdammen i Gl. Holte nord
  • Kvarteret omkring Nærumgårdsvej og Hegnsvej syd for Skodsborgvej

Konkret sker der det, at der etableres lokale 40 km/t zoner, som gør det forbudt at overskride denne hastighedsgrænse.

”Jeg hilser forsøgsordningen velkommen og er meget glad for, at vi nu kan imødekomme ønsker fra borgere, der længe har efterspurgt muligheden for at sætte farten ned i deres kvarterer”, siger borgmester Ann Sofie Orth (K).

40 km/t kan indføres uden om normale krav

Baggrunden er en ny bekendtgørelse fra januar 2022 om lokale hastighedsgrænser. Den åbner for, at kommuner har kunnet ansøge om - i en forsøgsordning - at etablere 40 km/t zoner uden at opfylde de normale krav.

Almindeligvis skal en række kriterier være opfyldt, typisk at der i zoneområdet er skoler, børnehaver og lignende institutioner for børn m.fl.

Forsøgsordningen betyder også, at det ikke kræver politiets samtykke at sætte hastighedsgrænsen ned. Dog skal politiet fortsat godkende skilte- og afmærkningsplan.

De pågældende steder er udvalgt som særligt velegnede, bl.a. fordi de udgør nogle rimelig afgrænsede områder.

Et fremskridt for trafiksikkerheden

”Tryghed i trafikken er meget vigtig i det daglige – især for skolebørn som skal kunne færdes trygt og sikkert på vores veje”, siger Court Møller (B), formand for Klima- og Miljøudvalget. ”Vores deltagelse i forsøget giver nye muligheder for, at vi selv må bestemme, hvor hurtigt man som bilist må køre i et boligområde, og det er et stort fremskridt i vores stadige indsats for den højest mulige trafiksikkerhed”.

Før projekterne kan sættes i værk, skal politikerne på et senere møde tage stilling til en anlægsbevilling til de samlede projekter. Foreløbig er der reserveret 700.000 kr. til hastighedsprojekterne af den årlige pulje til trafiksikkerhed på ca. 2,4 mio. kr.

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt