Pressemeddelelse -
Nu kan Rudersdal få en praktiserende læge mere
Region Hovedstaden har åbnet for en ny lægekapacitet i Rudersdal, som kan søges af læger, der vil være praktiserende læge i kommunen. Den nye lægestilling skal sikre, at borgere i Rudersdal Kommune også fremover kan blive undersøgt, når forskellige symptomer kræver en tur til lægen.
Region Hovedstaden, de almene læger og kommunerne, har med den fælles politiske plan ”Praksisplan for almen praksis i Region Hovedstaden” et ekstra fokus på lægedækning og kapacitet i kommunerne.
Herudover sammenholder Regionen hvert år data, der bl.a. viser hvor mange patienter de enkelte læger har og befolkningstilvæksten i de enkelte kommuner, for at kunne forudse det fremadrettede behov for læger. På baggrund af denne årlige vurdering har Region Hovedstaden nu slået en ekstra lægekapacitet op i Rudersdal Kommune, hvor der i dag er 34 lægekapaciteter i almen praksis.
Christoffer Buster Reinhardt (C) er som formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden og kommunalbestyrelsesmedlem i Rudersdal Kommune meget tilfreds med, at de årlige vurderinger giver mulighed for at sikre en stabil lægekapacitet,
”Det er vigtigt, at der er reelt frit valg af læge. Det forudsætter, at der er praktiserende læger nok. Jeg er derfor glad for, at vi tager en potentiel lægemangel i opløbet med den løbende vurdering, så vi kan handle rettidigt for at tiltrække ekstra lægekapacitet til kommunen. I de kommende år skal sundhedsreformen udmøntes, som byder på endnu flere praktiserende læger, hvilket er rigtig godt, da det vil øge tilgængeligheden, når man har brug for det”, siger Christoffer Buster Reinhardt.
Social- og Sundhedsudvalgets formand i Rudersdal Kommune, Randi Mondorf (V), er ligeledes tilfreds med den ekstra lægekapacitet,
”Det er gode nyheder. Vi har jo i det daglige et rigtig godt samarbejde mellem lægerne i almen praksis og i hele kommunen, som fx vores plejecentre, hjemmepleje og på børneområdet. Herudover vil en ekstra kapacitet medvirke til at alle borgere i Rudersdal herunder også de ældste og de svageste, kan finde tryghed i at de også fremover får let adgang til en læge” siger Randi Mondorf.
Vil du vide mere om den nye lægekapacitet i Rudersdal Kommune? – Eller er du interesseret i at ansøge om kapaciteten? Så kontakt Region Hovedstadens Rekrutteringsfunktion på tlf. 21 72 85 73 eller via mail: rap.center-for-sundhed@regionh.dk
Emner
- Politik
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.