Pressemeddelelse -

Ny kommuneplan – hvad betyder det for dig som borger?

Rudersdal Kommune inviterer til online borgermøde torsdag den 11. marts 2021 kl. 17.00-19.00. Her vil hovedemnerne i forslaget blive præsenteret, og det vil være muligt at få svar på opklarende spørgsmål. Borgere har mulighed for at indgive høringssvar via den digitale kommuneplan, som man finder på https://kommuneplan2021.rudersdal.dk/

Sammenhæng med planstrategi
Kommuneplanens formål er at fastlægge rammer og retningslinjer for de fysiske udviklingsmuligheder i Rudersdal Kommune. Det er en overordnet plan for, hvordan de forskellige områder i Rudersdal Kommune skal anvendes og udvikles på både kort og længere sigt. Det væsentligste politiske grundlag for forslaget til Kommuneplan 2021 er Planstrategi 2019, hvor der blev fokuseret på de seks hovedemner: Borgere og boliger, Levende bymiljøer, De smukke omgivelser, Vand som aktiv, Plads til erhverv og Sundhed for alle.

I forlængelse af planstrategien handler kommeplanen især om at beskytte de smukke, grønne omgivelser i kommunen samtidig med, at vi sikrer balancen mellem boliger, erhvervsområder og rekreative arealer.

Borgmester Jens Ive siger: "Kommuneplanen er med til at sætte de fysiske rammer for, hvordan Rudersdal Kommune skal udvikle sig. Det drejer sig bl.a. om at bevare og udvikle kommunen som en attraktiv bokommune for borgere i alle aldre. Det forudsætter, at vi tilgodeser behovene for at udvikle byområdernes funktioner, og at vi sikrer et passende boligudbud i takt med befolkningsudviklingen og ønsker om andre boformer. Derudover er det nødvendigt, at vi udvikler og tilpasser erhvervsområderne med et større indhold af videnvirksomheder. Samtidig skal vi bevare de grønne omgivelser, sikre kulturmiljøerne og den bevaringsværdige bebyggelse, og ikke mindst skal vi sikre en større robusthed i forhold til klimaforandringer. Kommuneplanen skal sikre sammenhæng i planlægningen af disse forskellige områder og sektorer."

Kommuneplanen er digital
Kommuneplan 2021 er ligesom den seneste kommuneplan fra 2017 udviklet som en sammenhængende digital løsning, men erfaringerne fra denne er brugt til at forbedre funktionaliteten, så brugerne får et godt, digitalt værktøj fx i forbindelse med køb- og salg af bolig, udvidelser, tilbygninger og generelt alle byggesager.

Det betyder naturligvis, at borgernes høringssvar også kan afgives digitalt. Derved lægger kommuneplanen sig i forlængelse af en række andre indsatser, som Rudersdal Kommune gør for at tilbyde fleksible og digitale løsninger. Det smarte ved det digitale format er, at planen kan tages med ’i marken’ via en smartphone eller tablet og frem for alt, er det blevet hurtigere og nemmere at slå op på bestemte geografiske områder eller temaer.

Kommuneplanen, som omfatter hele kommunen, er gældende for en periode på 12 år, dog kan strategiske og langsigtede overvejelser strække sig længere.

Deltag i borgermødet
Alle interesserede er inviteret til et online borgermøde om kommuneplanforslaget torsdag den 11. marts 2021 kl. 17.00-19.00. Det vil være muligt at stille og få svar på opklarende spørgsmål på mødet. Spørgsmål der ikke bliver besvaret på borgermødet, vil blive besvaret efterfølgende og kan læses på kommunens hjemmeside.

Mødet afvikles via Teams og deltagelse kræver forudgående tilmelding.

Medlemmer fra Kommunalbestyrelsen og repræsentanter fra forvaltningen vil være til stede på mødet.

Tilmelding kan ske via: www.rudersdal.dk/infosider/kommuneplan

Offentlig høring før vedtagelse
Under høringen, som løber frem til den 5. april 2021, har alle mulighed for at komme med bemærkninger og forslag til Kommuneplan 2021.

Kommunalbestyrelsen ser frem til debat, forslag og bemærkninger. Du kan afgive et høringssvar via: www.kommuneplan2021.rudersdal.dkinden den 5. april 2021.

Emner

  • Politik

Kategorier

  • det grønne rudersdal
  • rudersdal arbejder
  • rudersdal kommune
  • kommunalbestyrelsen
  • bygninger i rudersdal

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Ive (V)

Kommunalbestyrelsesmedlem Medl. Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Arkitektur- og Byplanudvalget, Økonomiudvalget 4010 8171