Pressemeddelelse -

Ny sundhedsprofil: De fleste børn og unge i Rudersdal trives godt

Børn og unge i Rudersdal Kommune er generelt sunde, trives godt med deres familie og i skolen og er fysisk aktive.

Sundhedsprofilen viser, at de alleryngste børn overvejende er født sunde og velskabte. Mere end halvdelen ammes deres første fire måneder, og kun meget få af børnene udsættes for passiv rygning.

Børn i 0. klasse i Rudersdal Kommune trives generelt godt i skolen og med deres kammerater. De er fysisk aktive og sover godt om natten. Langt de fleste børn i 6., 8. og 9. klasse i Rudersdal trives også godt og er tilfredse med deres liv. De har det godt i skolen, med deres kammerater og er aktive i deres fritid.

Resultaterne viser dog, at der er grund til fortsat at være opmærksom på at styrke forældrenes mentale sundhed i det tidlige forældreskab, på børnene og de unges mentale sundhed, herunder deres søvnvaner og på de unges forbrug af alkohol og tobak.

Søvn, alkohol og rygning

Hele 38 procent i 8. klasse oplever en eller flere gange om ugen at være så søvnige, at det er svært at koncentrere sig i skolen. Alt for mange elever i udskolingen spiser sjældent eller aldrig morgenmad.

Og så er det vigtigt at være opmærksom på de unges brug af alkohol. Sundhedsprofilen viser nemlig, at de unges alkoholforbrug stiger mellem 8. og 9. klasse. I 8. klasse ligger forbruget af alkohol lavere i Rudersdal end gennemsnittet for de kommuner, vi har sammenlignet os med, mens det i 9. klasse ligger over gennemsnittet i forhold til de øvrige kommuner.

I Rudersdal Kommune er andelen af festrygere og dagligrygere på 9. klassetrin desuden højere end gennemsnittet for de øvrige kommuner.

Forskning viser, at der er sammenhæng mellem mental sundhed hos børn og unge og faktorer som søvnproblemer, skoletrivsel, relationer til forældre og venner og rusmiddelforbrug.

”Vi er meget opmærksomme på børnenes og de unges mentale sundhed lige nu, for det er der nøglen ligger til en indsats, der virker både i forhold til trivsel, søvn og brug af rusmidler” siger formand for Børne og skoleudvalget Daniel E. Hansen og fortsætter:

”Derfor vil vi i den kommende tid involvere bestyrelserne i både dagtilbud og skoler, så vi kan få viden ud til forældrene om søvnens betydning for børn og unges trivsel, og også modvirke alkoholdebut og rygestart i overgangen fra 8. til 9. klasse.” 

Baggrundsinformation

​Læs hele sundhedsprofilen og udskolingsprofilen her

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt