Pressemeddelelse -

Nye boliger til borgere med demens

Ældreboliger på Bofællesskabet Krogholmgård lukker ned og bliver erstattet af helt nye og tidssvarende plejeboliger i det naturskønne Ebberød. Det sker efter anbefalinger fra kommunens projektgruppe, som arbejder på at fremme forholdene for borgere med demenssygdomme.

Rudersdal Kommunes Social og Sundhedsudvalg samt Økonomiudvalget har sagt ja til at dedikere minimum 31 kommende ældreboliger i Ebberød til borgere med demens. Boligerne erstatter utidssvarende ældreboliger i Bofællesskabet Krogholmgård i Vedbæk, som lukker.

Formanden for Social og Sundhedsudvalget Birgitte Schjerning Povlsen er glad for, at Rudersdal Kommune kan forbedre boligforholdene for borgere med demens.

Vi har i Rudersdal Kommune mange utrolig fine og velegnede plejeboliger til ældre. Krogholmgård har imidlertid haltet lidt efter bl.a. med for små rum. Så det er en stor glæde, at vi kan tilbyde beboerne nye og tidssvarende faciliteter i Ebberød, og at vi dermed får løftet boligforholdene for borgere med demenssygdomme”, siger Birgitte Schjerning Povlsen.

Omlægningen af ældreboligerne til boliger for borgere med demens sker på baggrund af anbefalinger fra kommunens projektgruppe for demensstrategiske indsatser, der har været nedsat siden 2019. Projektgruppen har arbejdet med adskillige konkrete tiltag herunder et fokus på udvikling af demensvenlige boliger. Projektgruppen består af kommunale fagpersoner og repræsentanter for civilsamfundet – herunder formanden for Seniorrådet Ib Hedegaard Sørensen, som også er begejstret for løsningen:

Vi er meget tilfredse med, at vi med de kommende demensboliger i Ebberød vil forbedre boligforholdene for borgere med demens, og at det nu bliver muligt at få nye rammer, som lever op til den seneste udvikling,” siger Ib Hedegaard Sørensen.

Ib Hedegaard Sørensen henviser bl.a. til ”Bryghuset - Svendborg Demensby”, hvor projektgruppen har været på studiebesøg og her blev inspireret af, hvordan Bryghuset har skabt demensvenlige rammer. I Ebberød kan beboerne - i lighed med ”Bryghuset, Svendborg Demensby” - indgå i en form for beskyttet ’samfund’ med café, værksted med mere. Plejeboligerne opføres desuden i fire små enheder med 9-13 boliger i hver, hvilket giver en overskuelighed og nærhed, som borgere med demens kan profitere af.

For at sikre kontinuitet og tryghed for beboere og medarbejdere vil ledelsen af Krogholmgård overgå til Botilbud Ebberød allerede den 1. juli i år. Det forventes at de nye demensvenlige boliger i Ebberød står parate til borgere i 2022.

Fakta: Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens har 1.100 borgere i Rudersdal Kommune aktuelt en demenssygdom. Et tal som om 20 år forventes at være steget til 1.700.

Kontakt:

Centerchef Anette Schubert 
Botilbud Ebberød
Tlf. 46114941

Emner

  • Politik

Kategorier

  • rudersdal kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50

Relateret materiale