Pressemeddelelse -
Padelbaner på vej på Rundforbi Idrætsanlæg
Arkitektur- og Byplanudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget i Rudersdal Kommune har nu principgodkendt etableringen af seks padelbaner på Rundforbi Idrætsanlæg.
Et ønske fra Rudersdal Padel Klub i 2021 om etablering af seks nye padelbaner førte i første omgang til en høringsproces om placering i Holtegårdsparken. Der var væsentlige indsigelser, og derfor har Rudersdal Kommune nu valgt at undersøge om banerne kan placeres på Rundforbi Idrætsanlæg. Her er allerede samlet forskellige idrætsgrene.
“Udvalgene har lyttet til borgernes indvendinger i høringsprocessen omkring Holtegårdsparken, og foråret er blevet brugt til at afdække andre muligheder – bl.a. på Mariehøj. Der er nu enighed i både Arkitektur- og Byplanudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget om, at Rundforbi Idrætsanlæg er en god løsning, hvor de planmæssige rammer og parkeringsforholdene i orden,” fortæller formand for Arkitektur- og Byplanudvalget, Christoffer Buster Reinhardt
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Knud Skadborg supplerer:
“Vi skal understøtte de utrættelige og tålmodige ildsjæle i foreningslivet. De har fortjent en snarlig løsning. Og placeringen på Rundforbi Idrætsanlæg vil berige idrætsmiljøet og skabe synergier med det øvrige fritidsliv, så jeg tror på, at der kan findes en god placering på Rundforbi Idrætsanlæg, som imødekommer alle brugere”
Samspil med andre foreninger
Forvaltningen iværksætter nu den videre proces for anlæggelse af padelbaner på Rundforbi Idrætsanlæg, hvilket sker i samspil med Rudersdal Padel Klub samt foreninger og brugere på Rundforbi Idrætsanlæg.
”Vi ser frem til en positiv proces blandt foreningerne, om en konkret løsning og placering på Rundforbi Idrætsanlæg, hvor vi sideløbende arbejder med at afdække muligheden for at udskifte græsset på opvisningsbanen til kunstgræs – der ikke udgør risiko for grundvandet – til gavn og glæde for de øvrige foreninger på idrætsanlægget,” siger Knud Skadborg.
“Vi glæder os til at kunne imødekomme det store behov for anlæg af foreningsdrevne padelbaner i kommunen – både på Rundforbi Idrætsanlæg og andre steder i kommunen, idet der også er padelbaner på vej i Vedbæk og i Birkerød," slutter Knud Skadborg.
Emner
- Politik
Kategorier
- rudersdal kommune
- kultur
- idræt
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.