Pressemeddelelse -

Penge til bevaringsværdige gravsteder i nyt budget

Kommunalbestyrelsen har besluttet at afsætte en mio. kr. til vedligeholdelse af bevaringsværdige gravsteder og monumenter.

Som del af den nye budgetaftale 2021-2024 har budgetpartierne besluttet, at der kan bruges en mio. kr. ekstra på at vedligeholde de mange smukke bevaringsværdige gravsteder og historiske monumenter på kommunens kirkegårde – i alt 160 bevaringsværdige gravsteder inkl. gravkamre.

Pengene fordeles med en halv mio. i henholdsvis 2022 og 2023.

De ekstra midler glæder formand for Miljø- og Teknikudvalget Court Møller (B):

- De bevaringsværdige gravsteder og de mange smukke monumenter er en vigtig del af vores værdifulde kulturarv, men vedligeholdelsen af dem halter desværre lidt bagud, siger Court Møller. Derfor er jeg meget tilfreds med, at kommunalbestyrelsen har besluttet at tilgodese kirkegårdene med ekstra penge til dette formål. Som kommune skal vi tage vores del af dette historiske ansvar.

Fakta om kirkegårdstaksterne

Der har i den seneste tid været sagt og skrevet meget om kirkegårdstaksterne i Rudersdal. I 2016 besluttede en enig kommunalbestyrelse at fjerne det skattefinansierede tilskud til kirkegårdene. Dermed blev driften af kirkegårdene i hovedsagen brugerbetalte.

Også ved budgetvedtagelsen for 2020 var det en enig kommunalbestyrelse, der bekræftede kirkegårdstaksterne. Kommunalbestyrelsen valgte dog at afsætte midler til særligt bevaringsværdige gravsteder.

- Mange borgere tror på baggrund af den megen mediedebat, at det koster flere hundrede tusinder kr. at blive kistebegravet i Rudersdal. Det gør det ikke. Der er tale om nogle helt specielle sager, hvor der i mediedebatten ikke tages højde for, at der er tale om store gravsteder med både kiste- og urnebegravelser. Vores takster ligger fx på niveau med kirkegårdene i Lyngby-Taarbæk Kommune, udtaler Court Møller.

De smukke kirkegårde har præget lokalsamfundene

Ud over deres primære formål er kommunens kirkegårde hjemsted for værdifulde kulturhistoriske elementer. De smukke kirkegårde har traditionelt haft en stor betydning i lokalsamfundet og har hver sit særpræg.

Fx er Høsterkøb Kirkegård, anlagt i 1933 af den danske landskabsarkitekt G.N. Brandt, Danmarks første egentlige skovkirkegård. Den ligger i de smukkeste omgivelser ved Høsterkøb Kirke.

Den smukt beliggende Søllerød Kirkegård daterer sig helt tilbage til 1200-tallet og har været brugt siden middelalderen med den ældste del beliggende omkring selve kirken.

Indtil begyndelsen af 1800-tallet var det skik, at man blev begravet i gravkvarterer, hvor hver landsby havde sit kvarter på kirkegården, nogenlunde som landsbyens beliggenhed i forhold til Søllerød Kirke og efter princippet ”naboer i livet, naboer i døden”.

Birkerød Kirkes og kirkegårds historie går tilbage til 1100-tallet. Kirkebygningens ældste dele er fra anden halvdel af 1100-tallet og er opført i rå og kløvede kampesten. Der er bevaret spor af fire rundbuede (romanske) vinduer.

Birkerød kirkegård (tidligere Birkerød Gl. Kirkegård) er opført i 1100-tallet. Den nuværende kirkegård antages at stamme fra samme tidsperiode. Birkerød kirkegård var langt op i tiden det eneste sted, sognets indbyggere kunne blive begravet.

Endelig hører renoveringen i 2013 af den historiske kirkegård Ebberød Kirkegård med til det samlede billede af de smukke kirkegårde i Rudersdal Kommune.

Fakta

  • I Rudersdal Kommune er der fem kommunale kirkegårde, der hører under Helsingør Stift: Assistens-Søholm Kirkegård, Birkerød Kirkegård, Høsterkøb Skovkirkegård, Søllerød Kirkegård og Vedbæk Kirkegård.
  • Budget for kirkegårdene i 2021 er på ca. 14,3 mio. kr.
  • De seks kirkegårde rummer i alt 10.148 gravsteder. Heraf er 160 bevaringsværdige (inkl. gravkamre), mens 224 gravsten er samlet i lapidarier (samling af bevaringsværdige gravsten).
  • Et typisk kistegravsted i Rudersdal Kommune er på cirka tre m2. Det koster 6000 kr. at have gravstedet i 20 år, dertil kommer fællesomkostninger samt udgifter til renhold. Samlet vil dette gravsted over 20 år koste ejeren knap 42.825 kr., altså ca. 180 kr. om måneden.
  • Tilsvarende vil et typisk urnegravsted på en halv m2 koste 7.288 kr. over ti år, svarende til knap 61 kr. om måneden.
  • I 2019 blev der foretaget 55 kistebegravelser og 436 urnenedsættelser.
  • Borgere i Rudersdal Kommune har ret til at blive begravet på en af kommunens kirkegårde. Borgere fra andre kommuner kan blive begravet på en af kommunens kirkegårde, så længe pladsforholdene giver mulighed herfor. Tilsvarende er det muligt at erhverve et gravsted til senere brug, hvis pladsforholdene tillader det.
  • Rudersdal Kommune giver ikke kommunalt tilskud til begravelser.

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Court Møller (B)

Formand Klima- og Miljøudvalget 72 68 10 90