Pressemeddelelse -

Priscilla Mouritzen kåret til Årets Kunstner i Rudersdal 2023

Torsdag eftermiddag blev årets kunstner Priscilla Mouritzen hædret i Rådssalen på Rådhuset i Holte, hvor borgmester Ann Sofie Orth overrakte en buket blomster, titlen som Årets Kunstner i Rudersdal og mange rosende ord. Derudover spillede elever fra Rudersdal Musikskole for de fremmødte borgere samt venner og bekendte af kunstneren.

En verdensborger i Holte
Priscilla Mouritzen er født i Sydafrika i Cape Town. Hun har uddannet sig på Natal School of a Art i Durban, og har efterfølgende boede en årrække i Storbritannien for at arbejde på egne værksteder i både England og Skotland.

De sidste 35 år har Priscilla boet og arbejdet med base her i Danmark, hvor arbejdet bl.a. har budt på bestyrelsesarbejde i Guldagergaard Keramisk Center i Skælskør og rejser til både USA, Tyskland, Finland, Estland og mange andre steder for at deltage i seminarer og symposier. Derudover har hun udstillet sine værker verden over.

Efterspurgt i ind- og udland
Der er bud efter Priscilla Mouritzens værker. Priscilla benytter en helt særlig teknik ved at brændefyre krukkerne ”porcelænsknitekrukker” med sort-hvide grafiske overfladeætsninger – en teknik, som har givet hende et internationalt ry.

Et andet kendetegn ved Priscilla Mouritzens værker er de sirlige næsten grafiske dekorationer i porcelæn, der er ens på både inder- og yderside. Det giver indtryk af noget på én gang enormt skrøbeligt og enormt jordbundent og kraftfuld - på én og samme tid. Det er de store kontraster; det nære og intime over for det storladne og det globale, der kommer til udtryk i værkerne.

Værkerne er smukke og skulpturelle, formet med håndfladerne og oftest i et størrelsesforhold, så bredden ikke bliver større end rækkevidden af fingrene om leret. Kunstneren fremhæver selv vigtigheden af det nære og intimiteten i arbejdet med sine værker.

Priscilla Mouritzen udstiller både på danske og internationale udstillinger, og det vil være muligt at opleve flere af hendes værker ved en udstilling hos Birkerød Kunstforening i Gl. Præstegaard i Birkerød senere på året.

Tre værker af Årets Kunstner er blevet indkøbt af Rudersdal Kommune – og vil blive bortgivet til prismodtagere ved årets Frivilligfest i september, hvor lokale frivillige ildsjæle hædres. Fotografier af nogen Priscilla Mouritzens værker vil pryde Årets kunstner-kortene.

Fakta

  • Siden 2008 har Rudersdal Kommune hædret en lokal og aktiv kunstner.
  • Formålet med udnævnelsen er anerkendelse og profilering af kunst og håndværk i Rudersdal Kommune.
  • En kunstkomité indstiller 'Årets Kunstner' til Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse.
  • Komiteen bag udvælgelsen af Årets Kunstner består af repræsentanter fra den lokale kunstforening, to lokale kunstnere, en repræsentant fra Rudersdal Kulturparaply og to repræsentanter fra Kulturområdet.
  • Årets kunstner-kort uddeles ved større offentlige arrangementer i Rudersdal Kommune.

Emner

  • Politik

Kategorier

  • kultur
  • oplev rudersdal
  • rudersdal kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Birgit Hoé Knudsen

Kulturchef 46115610