Pressemeddelelse -

Priserne gik til...

Rudersdal Kommune afholdte den 24. september den traditionsrige Frivilligfest, hvor Rudersdal Kommune fejrer den mangfoldige frivillighed i Rudersdal. Ved festen, der også er en netværksmulighed for de mange frivillige, der gør et stort stykke arbejde i kommunen, uddeles en række priser af borgmester Jens Ive. Efter prisuddelingen var der udover mad og fællessang mulighed for at høre et oplæg med Tommy Krabbe om at være ildsjæl.

Talentprisen

Rudersdal Kommunes Talentpris uddeles som en anerkendelse af og opmuntring til en ung Rudersdalborger på max. 18 år. En jury indstiller kandidater inden for 3 kategorier: Idræt – Science – Kunst og kultur, og Folkeoplysningsudvalget vælger modtageren af Talentprisen blandt de indstillede. I år valgte Folkeoplysningsudvalget, at tildele Talentprisen for 2021 til Nadine Navasse Balland med denne begrundelse.

’Nadine er stort talent, et talent Nadine administrerer og forfølger på fornemmeste vis. Indsatsen har givet resultat og hun er netop her i marts 2021 udtaget til BueskydningDanmarks Brutto Ungdomslandshold. Nadine har personligt fuld accept for, at der kræves megen tid og træning for at nå til tops internationalt, ligesom hun formår at tilpasse og strukturere sine dage - således at skole og hendes sociale liv går hånd i hånd med træningen. Nadine er nemlig også en træningskammerat, da hun er meget hjælpsom over for andre skytter.’

Med Talentprisen fulgte en bronzestatuette af Bent Madsen samt 3.000 kr.

Ungdomslederprisen

Ungdomslederprisen uddeles til en frivillig ungdomsleder, som har ydet en særlig ledelsesmæssig indsats i Rudersdal Kommune inden for det organiserede forenings- og kulturliv. Ungdomslederprisen er fælles for alle foreningstyper.

’Du er en rollemodel for ungdommen, blandt andet også med fokus på unge med forskellige forudsætninger som anden etnisk baggrund. Du inspirerer med godt humør og et mindset om, at alt kan lade sig gøre. Du er leder på en uhøjtidelig måde, nede på jorden og pragmatisk.’ Det var blot nogle af de ting borgmesteren fremhævede ved Waseem Massoud, da han modtog årets ungdomslederpris.

Med ungdomslederprisen følger et værk af årets kunstner Marianne Schepelern.

Kulturprisen

Kulturprisen ydes til en person, som har ydet en helt særlig kulturel indsats. Prisen er en anerkendelse af den ekstraordinære frivillige indsats, som bidrager til et rigt, kvalitativt og alsidigt kulturliv i kommunen.

”Nils, du har om nogen taget en frivillig opgave på dig og gjort en indsats for kulturlivet og borgernes møde med kunsten her i kommunen. Birkerød Kunstforening er en levende institution, der siden 1953 har haft det som sin fornemmeste opgave at udbrede kunsten til både borgere og andre kunstinteresserede. Og det var en velfungerende forening, du blev formand for i 2016, efter at have været engageret i bestyrelsesarbejdet i mange år. Hvad kunne du så bidrage med til en forening, der allerede var vel forankret i lokalsamfundet, kunne man spørge sig selv?

Jo, du har løftet arven efter mange andre gode formænd med lige dele engagement, idérigdom og så disse to vigtige kvaliteter: Ambitioner på kunstens vegne og lysten til at samarbejde. Formanden for Birkerød Kunstforening Nils Bjervig modtog årets Kulturpris.

Nils Bjervig modtog også et værk af årets kunstner Marianne Schepelern.

Frivilligprisen

Med Frivilligprisen, som blev indstiftet i 2015, ønsker Rudersdal Kommune at hædre en helt ekstraordinær frivillig indsats. Årets modtager gør en forskel for mange unge mennesker. Borgmesteren sagde bl.a. i sin tale:

’Du er i dit arbejde altid glad og smilende og har masser af positiv energi, som smitter af på alle omkring dig. Som udadvendt ildsjæl med masser af fart på gør du en stor forskel for både børn, unge og deres forældre.

Det betyder rigtig meget for de unge at blive hjulpet af voksne med så stort et engagement som dit, Anne. Tak for din store indsats igennem mange år. Det er en stor glæde, at jeg i dag kan tildele dig Anne Mejding. FRIVILLIGPRISEN 2021. Tillykke!

I forbindelse med Frivilligfesten er der lavet fire små film om årets modtagere.

www.rudersdal.dk/prisuddeling


Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50