Pressemeddelelse -

Rudersdal-borgere er mindre sunde

Borgerne i Rudersdal Kommune drikker mindre, end de har gjort tidligere. Det viser undersøgelsen ”Hvordan har du det”, som Region Hovedstaden netop har offentliggjort med sundhedsdata for alle kommuner i regionen, herunder Rudersdal Kommune. Undersøgelsen baserer sig på data indsamlet i foråret 2021.

Vi drikker mindre

I den netop offentliggjorte undersøgelse er der i alt syv pct. af kommunens borgere, der drikker mere end den tidligere anbefalede 21 genstande pr. uge for mænd og 14 genstande pr. uge for kvinder. Til sammenligning var der i den seneste undersøgelse (2017) i alt ni pct. af kommunens borgere, der drak mere end sundhedsmyndighedernes daværende anbefaling. Undersøgelsen viser også at antallet af borgere, som ”bingedrikker”, altså drikker mere end fem genstande pr. gang, er faldet fra 12 pct. til ti pct.

Randi Mondorf, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rudersdal, siger: ”Et nedsat alkoholforbrug er meget positivt. Jeg hæfter mig i særlig grad ved faldet i de unges alkoholforbrug og ikke mindst deres rus- eller bingedrikkeri, som er faldet fra 23 til 15 pct. Det er et fald på næsten 1/3. Det er virkelig flot.”

Selvom tallet for unges rusdrikkeri er faldende, er det dog fortsat blandt det højeste i verden.

Farvel til cigaretter, men goddag til røgfri tobak

En anden positiv nyhed er, at flere borgere har droppet de daglige cigaretter. Desværre viser undersøgelsen, at cigaretterne er erstattet af røgfri tobak som fx snus og nikotinposer. Særligt unge mellem 16-34 år, har taget røgfri tobak til sig. I den unge gruppe ryger fire pct. dagligt cigaretter, tre pct. ryger e-cigaretter og otte pct. bruger røgfri tobak. Samlet set er det fortsat 15 pct. af unge i alderen 16-34 år, som anvender tobak og røgfri tobak.

Undersøgelsen viser også, at unge, som anvender røgfri tobak, har en væsentlig større tilbøjelighed til også at drikke mere alkohol, de bingedrikker mere og flere har sex uden brug af kondom i forhold til unge som dagligt ryger cigaretter. Unge, som anvender røgfri tobak, har således en mere risikovillig adfærd. Samtidig er er der mistanke om, at tyggetobak og snus øger risikoen for kræft og at snus kan give skader i munden. Det kan fx være misfarvning af tænderne og paradentose.

Randi Mondorf siger: ”Det er absolut positivt, at alkoholforbruget et faldet og at flere borgere har droppet cigaretterne. Desværre ser vi også på andre områder, at den generelle folkesundhed går den forkerte vej. Vi er ganske enkelt blevet mindre sunde end for fire år siden.”

Stigende ensomhed

Det gælder eksempelvis følelsen af ensomhed, der er steget fra seks til ti pct. blandt alle borgere i kommunen. Særlig udtalt er følelsen af ensomhed i aldersgruppen 16-34 år samt ældre over 65 år. I begge aldersgrupper er andelen af dem som føler sig ensomme  fordoblet. Ensomhed skal forstås som en uoverensstemmelse mellem ønskede sociale relationer og faktiske sociale relationer. Man kan sagtens være sammen med andre, men fortsat føle sig ensom. Ensomhed er et alvorligt problem og oplever man over længere tid ensomhed kan det få konsekvenser for den enkelte i forhold til øget sygdom.

Ældre vurderer deres helbred dårligere

Ældre over 65 år oplever en høj stigning i dårligt selvvurderet helbred, således at godt hver fjerde over 65 år selv vurderer, at deres helbred er mindre godt eller dårligt. I perioden 2010 til 2017 har tallet ligget stabilt omkring 19 pct., men i 2021-undersøgelsen er det steget til 26 pct., altså en stigning på godt en tredje del.

For Rudersdal Kommune som helhed er der 15 pct., som vurderer, at deres helbred er mindre godt eller dårligt. Selvvurderer man sit helbred mindre godt eller dårligt, så er der en stor sandsynlighed for, at man også har høj score på stressskalen, at man har lav fysisk aktivitet, eller at man sover dårligt.

Randi Mondorf siger: ”Udviklingen er bekymrende. Det er det altid, når vores generelle sundhed bliver ringere. Tallene kan dog være delvist påvirket af, at den blev gennemført i foråret 2021, hvor landet var lukket ned på grund af corona og alle blev opfordret til at se så få personer som muligt og nattelivet var lukket ned. Det ændrer dog ikke ved den bagvedliggende, negative tendens. Undersøgelsens data tager vi med ind i vores forebyggende sundhedsindsats. Der er desværre nok at tage fat på, da den selvoplevede sundhed generelt ikke er blevet bedre i år i forhold til de tidligere undersøgelser.”

Om undersøgelsen

I foråret 2021 fik 2.450 borgere over 16 år i Rudersdal Kommune tilsendt spørgeskemaet ”Hvordan har du det”. 61,2 procent valgte af svare på det sammen med 180.000 andre borgere i Danmark. Det giver et rigtig godt billede af, hvordan danskerne oplever deres eget helbred.

Emner

  • Politik

Kategorier

  • rudersdal arbejder
  • rudersdal kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Randi Mondorf (V)

Formand Social- og Sundhedsudvalget 60 76 88 25