Pressemeddelelse -

​Rudersdal Kommunes idrætsfaciliteter får massivt løft

Der er godt nyt til de mange idrætsudøvere i Rudersdal Kommune. 45,6 mio. kroner skal give idrætsfaciliteterne et tiltrængt løft over de kommende 4 år. Det betyder blandt andet planer om en ny bevægelseshal dedikeret til gymnastik og spring og en udvidelse af Rundforbi Tennishal.

Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at bruge 45,6 mio. kroner som en start på at følge op på en stor analyse af idrætsfaciliteterne i kommunen, der strækker sig over en 10-årig periode fra 2021-2030. Pengene rækker vidt og ind i mange forskellige sportsgrene. Formand for Kultur- og fritidsudvalget, Kristine Thrane (A) udtaler:

Igennem årene har behovet for renovering af vores idrætsfaciliteter vokset sig stort. I processen med analysen har vi løbende været i dialog med brugerne og haft et tæt samarbejde med idrætsforeningerne. Det betyder, at vi nu kan sætte gang i tiltag efter anbefalinger fra brugerne og brugerrådene. Det har været opløftende og berigende at mærke fællesskabet og det store engagement.”

Hvad går pengene til?

Det markante løft af idrætsfaciliteter vil ske over en 4-årig periode og favner bredt inden for kommunens idrætsanlæg og lokaler. Men hvad går pengene til?

På tegnebrættet er der blandt andet renovering af omklædnings- og baderum, nye sportsgulve, renovering af svømmehaller, sale på idrætscentrene, lydanlæg og resultattavler. Der bliver også sat gang i udviklingsprojekter for tennis og gymnastikforeninger samt mange andre nye tiltag på kommunens idrætsanlæg.

Fra gymnastikforeningerne har der været et stort ønske om en bevægelseshal med bedre træningsforhold fx med fast indretning til spring. Her ser man på, om Søndervangshallen i Birkerød kan danne rammerne for en dedikeret gymnastikfacilitet.

For tennis betyder det blandt andet, at man arbejder på en udvidelse af Rundforbi Tennishal, samt etablering af padelbaner til forenings- og kommercielt brug.

Analysen ser på renovering af eksisterende idrætsfaciliteter, bedre udnyttelse af de eksisterende faciliteter, forslag til arealreduktion og udvikling af udvalgte fokusområder og faciliteter. Læs mere om udviklingen af idrætsfaciliteterne på rudersdal.dk/temaer/idrætsfaciliteter

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Kristine Thrane (S)

Formand Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget 72 68 10 74

Relateret materiale