Pressemeddelelse -

Rudersdal løfter demensindsatsen

Medarbejderne på Rudersdal Kommunes plejecentre får styrket deres kompetencer i det helt nære omsorgsarbejde omkring borgere med demenssygdomme. Kommunen ønsker at løfte medarbejdernes kompetencer indenfor personcentreret omsorg, som kort fortalt betyder, at mennesket fremfor demenssygdommen er i centrum, og at omsorg og pleje tilrettelægges ud fra den enkelte borgers livshistorie, vaner og psykosociale behov. Udover at indsatsen forventes at fremme den generelle trivsel, er det samtidig forventningen, at den vil reducere forbruget af medicin.

Rudersdal Kommune har allerede ansat en ekstra demenskoordinator, som sammen med den nuværende vil varetage opkvalificeringen af medarbejderne på de i alt 8 plejecentre. Opkvalificeringen vil foregå meget tæt på den daglige praksis igennem sidemandsoplæring og kontinuerlig sparring af medarbejderne på de enkelte plejecentres afdelinger. Den praksisnære udformning af kompetenceløftet skal sikre, at ny viden og kompetencer indenfor personcentreret omsorg opleves både relevant og meningsfuldt.

Formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Rudersdal Kommune Randi Mondorf (V), er særlig tilfreds med, at indsatsen får et bredt sigte.

Vi ser ind i en fremtid, hvor der fortsat bliver flere borgere med demenssygdomme. Det er derfor først og fremmest godt, at kompetenceløftet opkvalificerer medarbejdernes demensfaglighed, som medvirker til at fremme en god og værdig omsorg og pleje. Samtidig vil måden, som vi i øvrigt skruer indsatsen sammen på, medvirke til, at metoden bliver kendt og udbredt generelt på plejecentrene. Man kan derfor sige, at indsatsen både kommer til at løfte omsorgsarbejdet i forhold til borgere med demenssygdomme, ligesom den medvirker til at øge fokus på værdig ældrepleje generelt på plejecentrene. Jeg har derfor store forventninger til indsatsen”, siger Randi Mondorf.

Kommunens netværk af ca. 30 demensvejledere er en særlig målgruppe for indsatsen, da de er faglige ressourcepersoner bl.a. på de enkelte afdelinger på plejecentrene. Samtidig bliver indsatsen rullet ud, så den passer til de lokale behov på de enkelte plejecentre. Det betyder, at demenskoordinatorerne tager ud til de afdelinger, som oplever forløb, hvor der er brug for faglig sparring. Metoden medvirker bl.a. til, at medarbejderne bliver bedre klædt på til at håndtere de borgere, som kan have en meget uhensigtsmæssig adfærd pga. en fremskreden demenssygdom. Metoden kan derfor også på sigt minimere brug af magt, ligesom forbruget af antipsykotisk medicin forventes at blive halveret inden 2025.

Næstformand i Social – og Sundhedsudvalget Khaled Mustapha (L) tror på, at det praksisnære kompetenceløft får en væsentlig betydning.

Denne form for kompetenceløft har den styrke, at det opleves meget meningsfuldt og relevant for det daglige arbejde. Medarbejderne gør sig samtidig konkrete erfaringer med at afprøve og bruge de nye metoder med det samme. Dermed sker forankringen af kompetencerne i praksis naturligt og som en del af selve indsatsen. Jeg ser derfor meget frem til at følge forløbet fremover”, siger Khaled Mustapha.

Kompetenceløftet løber til maj 2023, og henved en fjerdedel af frontpersonalet, svarende til 100-150 medarbejdere, forventes at blive aktivt involveret i forløbet.

Emner

  • Politik

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50