Pressemeddelelse -

Rudersdal sætter fokus på bæredygtighed

Borgmester Jens Ive indledte Rudersdal Kommunes bæredygtighedskonference mandag aften (den 27. september) med at udtrykke sin bekymring over de mere og mere tydelige behov for øjeblikkelige handling, som blandt andet de nyeste rapporter fra FN’s klimapanel dokumenterer.

Han glædede sig over de konkrete og ambitiøse anbefalinger, som borgersamlingen havde fremlagt for kommunalbestyrelsen umiddelbart før sommerferien. Med direkte appel til den kommende kommunalbestyrelse sagde han blandt andet: ”I skal glæde jer, og I skal også forvente, at I får nok at lave. Der er tale om et fantastisk godt og gennemarbejdet materiale, men der er også forventninger om, at vi som kommunalbestyrelse lever op til anbefalingerne, at vi tager ansvar, og at kommunen er parat til at gå foran, når vi skal skabe et mere bæredygtigt samfund.” Borgersamlingen bestod af 37 repræsentativt udvalgte borgere, valgt mellem mere end 800 borgere, som havde vist interesse for at deltage.

Inspiration til dialog

Mandag var der mulighed for at blive klogere på blandt andet borgersamlingens anbefalinger, Rudersdal Kommunes arbejde med at fremme et CO2-neutralt Rudersdal og om, hvordan forskellige frivillige foreninger arbejder med den grønne omstilling gennem konkrete initiativer i dagliglivet. For eksempel fremhævede Klimabevægelsen i Rudersdal en ny app – Vanebrud – som kan hjælpe familier til at reducere deres CO2-udledning. Den er ikke i brug i Rudersdal endnu, men fra scenen lød en klar opfordring om at bringe den i spil, når kommunens meget ambitiøse mål skal realiseres.

74 konkrete anbefalinger

Først og fremmest gav aftenen dog de mere end 200 borgere og politikere mulighed for at diskutere konkrete handlinger inden for seks hovedtemaer: Grøn transport, biodiversitet, fællesskaber og social bæredygtighed, grøn energi, forbrug og cirkulær økonomi samt klimatilpasning. Diskussionerne i de 12 grupper var konstruktive, intensive og frem for alt fremadskuende og viste klart og tydeligt, at den bekymring, borgmesteren gav udtryk for i sin indledning, i høj grad blev delt af alle deltagere. I alt blev der i løbet af aftenen udpeget 74 konkrete anbefalinger. De kan alle ses på Rudersdal Kommunes nye samarbejdsportal sammenom.rudersdal.dk.

Forventninger mere end indfriet

Direktør Iben Koch, Rudersdal Kommune, siger: ”Mine forventninger på forhånd var høje, men når jeg ser på de mange, meget kvalificerede anbefalinger, kan jeg blot konstatere, at mine forventninger er blevet mere end indfriet. Vi har nu fået et katalog af anbefalinger, som forvaltningen kan arbejde videre med og kvalificere yderligere. Tanken er, at den nye kommunalbestyrelse først i det nye år vil blive præsenteret for resultaterne af dette arbejde. Det er herefter kommunalbestyrelsen, som skal tage stilling til, hvad vi konkret skal gøre, for at vores kommune bliver endnu mere bæredygtig.”

Glæden over de helt konkrete resultater af aftenen blev i høj grad også delt af borgmesteren, af de deltagende virksomheder og af de mange borgere. Borgmester Jens Ive var opstemt over den begejstring og energi, han oplevede. Det fik ham til at konkludere, at der var alt for lidt tid. I sin afslutning takkede han alle deltagere for en inspirerende og engageret indsats, samtidig med at han gav udtryk for, at den kommende kommunalbestyrelse havde en opgave i at imødekomme borgernes ønsker og at omsætte disse til konkret politik.

Anders Ulbæk, som har været med hele vejen i borgersamlingerne, og som samtidig var en af flere oplægsholdere på aftenen, sagde efterfølgende: Borgerne kunne møde kommunens folk, foreninger og virksomheder, som gav eksempler på, hvordan vi sammen omsætter intentioner og ambitioner til konkrete handlinger og initiativer i Rudersdal. Sammen med to andre fra Borgersamlingen var jeg inviteret til at fortælle om “Borgersamlingens syv anbefalinger til et bæredygtigt Rudersdal”. Det var nogle engagerede borgere, som lyttede til vores anbefalinger, og som bagefter selv fik lejlighed til at give nogle gode bud på fremtidens Rudersdal.”

CEO Steen Donner, DTU Science Park, havde også en god aften. Han siger: Det, jeg tog med mig, var det helt vildt imponerende engagement, og at så mange mennesker havde prioriteret at være med for at få indflydelse på denne dagsorden. Det siger mig noget om, hvor meget det betyder for borgerne, at gode intentioner bliver omsat til handling. Og så kom der mange gode og kreative forslag. Der er helt sikkert noget at arbejde videre med.”

Emner

  • Politik

Kategorier

  • rudersdal kommune
  • kommunalbestyrelsen
  • det grønne rudersdal
  • rudersdal arbejder

Regions

  • Hovedstaden

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Iben Koch

Direktør 72681050