Pressemeddelelse -

Skoleledere udpeget

Efter vedtagelsen af ny skolestruktur har den første vigtige opgave været at få udpeget skoleledere på de sammenlagte skoler.

Mandag eftermiddag (den 4. november) faldt kabalen med hvem, der skal være ledere af Rudersdal Kommunes folkeskoler på plads.

Det har været nødvendigt at udpege nye skoleledere, fordi otte af kommunens i alt 12 folkeskoler med den nye skolestruktur bliver til fire. Samtidig har den nuværende leder af Trørødskolen, Suzanne Henningsen, valgt at gå på pension ved årsskiftet, og to skoler har haft vakante skolelederstillinger.

Formanden for Børne- og Skoleudvalget, Daniel E. Hansen, siger: ”I arbejdet med ny skolestruktur har alle været enige om, at det er en meget væsentlig forudsætning for, at vi lykkes, at der med det samme bliver skabt klarhed og ro om de fremtidige skolers ledelse. Skolelederne bliver – sammen med sammenlægningsbestyrelserne – omdrejningspunktet, når vi skal gå fra beslutning til konkret handling og samtidig sikre ro og tryghed for elever og medarbejdere.”

Der er ledige skolelederstillinger på nogle af skolerne. Derfor vil tiltrædelsen ske inden den 1. august 2020. Dermed kan skolelederen deltage tidligt under hele sammenlægningsprocessen. Stillingerne har ikke været slået op, da Rudersdal Kommune har kompetente skoleledere på alle skoler, hvorfor der alene er tale om en rokade i skoleledergruppen. Rudersdal Kommune lavede en lignende rokade i 2013, der omfattede fire skoleledere.

Følgende er udpeget som skoleledere for de kommende sammenlagte skoler:

  • Vangeboskolen og Nærum Skole: nuværende skoleleder på Nærum skole, Kristine Juel Sklander bliver skoleleder for den samlede Vangeboskolen og Nærum skole pr. 1. august 2020.
  • Dronninggårdskolen og Ny Holte Skole: nuværende skoleleder på Ny Holte skole, Søren Wadt bliver skoleleder for den samlede Dronninggårdskole og Ny Holte skole pr. 1. december 2019.
  • Toftevang og Bistrupskolen: nuværende skoleleder på Bistrupskolen, Annika Palmelund bliver skoleleder for den samlede Toftevang og Bistrupskolen pr. 1. december 2019.
  • Høsterkøb Skole og Sjælsøskolen: nuværende skoleleder på Høsterkøb skole, Hanne Bindseil Møller bliver skoleleder for den samlede Høsterkøb skole og Sjælsøskolen pr. 1. januar 2020.

Endvidere er der fundet nye skoleledere til Trørødskolen og Skovlyskolen:

Nuværende skoleleder på Sjælsøskolen Jesper Lykkegaard bliver skoleleder på Trørødskolen pr. 1. januar 2020, hvor nuværende skoleleder Suzanne Henningsen går på pension.

Nuværende skoleleder på Toftevangskolen Karin Grütnner tiltræder som skoleleder på Skovlyskolen pr. 1. december 2020.

De nye skoleledere vil besøge skolerne i den kommende uge og hilse på personale og elever.

På Vedbæk Skole og Birkerød Skole fortsætter de nuværende skoleledere.

Overblik over skolelederrokaden

Bistrupskolen og Toftevangskolen Nuværende skoleleder på Bistrupskolen Annika Palmelund tiltræder som skoleleder for Bistrupskolen-Toftevangskolen pr. 1. december 2019
Dronninggårdskolen og Ny Holte skole Nuværende skoleleder på Ny Holte skole og konstitueret skoleleder på Skovlyskolen Søren Wadt tiltræder som skoleleder for Ny Holte –Dronninggårdskolen pr. 1. december 2019
Høsterkøb skole og Sjælsøskolen Nuværende skoleleder på Høsterkøb skole Hanne Bindseil Møller tiltræder som skoleleder for Høsterkøb -Sjælsøskolen pr. 1. januar 2020.
Nærum skole og Vangeboskolen Nuværende skoleleder på Nærum skole Kristine Juel Sklander tiltræder som skoleleder for Nærum-Vangeboskolen pr. 1. august 2020 og vil lede sammenlægningsprocessen af de to skoler. Nuværende Skoleleder på Vangeboskolen Ingelise Tingdal Rasmussen fortsætter som skoleleder på Vangeboskolen frem til d. 31/7 2020 og er tilbudt efterfølgende, at fortsætte som souschef med særligt matrikelansvar for Vangeboskolen.
Trørødskolen Nuværende skoleleder på Sjælsøskolen Jesper Lykkegård tiltræder som skoleleder på Trørødskolen pr. 1. januar 2020, hvor Trørødskolens nuværende skoleleder Suzanne Henningsen går på pension.
Skovlyskolen Nuværende skoleleder på Toftevangskolen Karin Grüttner tiltræder pr. 1. december 2019, som skoleleder på Skovlyskolen
Birkerød skole Nuværende skoleleder på Birkerød skole Heidi Munch Jacobsen fortsætter som skoleleder på Birkerød skole
Vedbæk skole Nuværende skoleleder på Vedbæk skole Charlotte Brüchmann fortsætter som skoleleder på Vedbæk skole

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine knap 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50