Pressemeddelelse -

Tilsynsredegørelse viser høj borgertilfredshed på social- og sundhedsområdet

De lovpligtige tilsyn af den social- og sundhedsfaglige kvalitet i Rudersdal Kommunes hjemmepleje, plejecentre og botilbud scorer højt – både på borgertilfredshed og faglighed.

Både planlagte og uanmeldte tilsyn skal sikre, at tilbud på social- og sundhedsområdet overholder loven. Det betyder, at hjemmepleje, plejecentre, de psykosociale tilbud, botilbud, rusmiddelcentret samt genoptrænings- og rehabiliteringscentre løbende bliver vurderet i forhold til, om de overholder loven, og på baggrund af dette er Tilsynsredegørelsen 2022 udkommet.

Overordnet set, bliver både medarbejdernes faglighed og borgernes tilfredshed samt den sundhedsfaglige patientsikkerhed vurderet til at være høj. Hele 94 procent af de tilfældigt adspurgte borgere er tilfredse med den personlige pleje på kommunens plejecentre, inklusive selvejende plejecentre og Fribo Holte. I det hele taget er Tilsynsredegørelsen behagelig læsning, og det glæder formanden for Social- og Sundhedsudvalget.

Omsorgen for vores ældre og udsatte borgere på de psykosociale tilbud er selvfølgelig meget vigtig for os i Rudersdal. Det glæder mig derfor, at både beboere på plejecentre og botilbud samt borgere, der modtager hjemmehjælp, overordnet set er ret tilfredse. Social- og sundhedsomsorgen er en vigtig opgave for kommunerne generelt, og i disse år er der særligt pres på, fordi der er mangel på medarbejdere, og kommunernes økonomi er under pres. Det er derfor også godt at kunne få bekræftet sort på hvidt, hvad vi som politikere oplever, når vi besøger kommunens arbejdspladser, nemlig at medarbejderne er meget kompetente med en høj faglighed”, siger Randi Mondorf, formand for Social og Sundhedsudvalget.

Tilsynsredegørelsen 2022 for Rudersdal Kommune viser blandt andet disse nøgletal:

  • Socialtilsynet har gennemført 12 tilsyn i 2022. Dette tilsyn føres ud fra syv temaer, som handler om faglige tilgange og metoder, herunder medarbejdernes faglighed og borgernes og de pårørendes inddragelse. Temaerne scores på en skala fra 1 til 5, og tilbuddene i Rudersdal har en gennemsnitlig score på temaerne på mellem 3,9 og 4,9.
  • Styrelsen for Patientsikkerhed har i alt foretaget otte tilsyn, som viser, at den sundhedsfaglige patientsikkerhed er i orden i kommunen. Et par såkaldte reaktive tilsyn viser, at tidligere mangler er rettet op, og alle målepunkter er opfyldt.
  • Kommunens tilsynsførende udførte 67 uanmeldte tilsyn hos tilfældigt udvalgte borgere på kommunens plejecentre, inklusive selvejende plejecentre og Fribo Holte. Her er 94 procent af de adspurgte meget tilfredse eller tilfredse med den personlige pleje, 91 procent var meget tilfredse eller tilfredse med aktivitetstilbud og 91 procent var meget tilfredse eller tilfredse med maden.
  • Kommunens tilsynsførende udførte 36 uanmeldte tilsyn hos borgere, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp af henholdsvis kommunale og private leverandører af hjemmepleje. Her er 100 procent tilfredse eller meget tilfredse med hjælpen til personlig pleje og med hjælpen til ernæring. 97 procent af de adspurgte er tilfredse eller meget tilfredse med hjælpen til rengøring, mens 95 % giver udtryk for at være tilfredse eller meget tilfredse med hjælpen til tøjvask.
  • Kommunens tilsynsførende udførte 11 tilsyn hos borgere i eget hjem, der modtager hjælp fra øvrige leverandører af hjemmepleje end kommunale. Her er 100 procent tilfredse eller meget tilfredse med hjælpen til personlig pleje samt med hjælpen til ernæring, rengøring og tøjvask. For indkøbsordningen og madservice er der en tilfredshed på henholdsvis 100 og 91 procent.


Baggrundsfakta om tilsyn:

Socialtilsynet, Styrelsen for Patientsikkerhed og Rudersdal Kommune gennemfører løbende en række lovpligtige tilsyn, som foretages efter lov om socialtilsyn, sundhedsloven, serviceloven og retssikkerhedsloven. Det betyder, at hjemmepleje, plejecentre, de psykosociale tilbud, botilbud, Rusmiddelcentret samt genoptrænings- og rehabiliteringscentre bliver vurderet i forhold til om de overholder loven. Alle tilsyn er gennemført i 2022, hvor nogle har været planlagte, mens andre var uanmeldte tilsyn.

Socialtilsynets tilsyn viser, at tilbuddene generelt har en høj faglig kvalitet. Her lægges det til grund, at tilbuddene anvender relevante faglige tilgange og metoder, ligesom medarbejderne vurderes til at være fagligt kompetente. Tilbuddene anerkendes herudover for borger- og pårørende inddragelse. Tilsynene gennemført af Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at de undersøgte tilbud er sundhedsfagligt velorganiserede og har gode og patientsikre procedurer.



Emner

  • Politik

Regions

  • Hovedstaden

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50