Pressemeddelelse -

Udvalg i fælles fodslag om rekrutteringsudfordring

Kommunens opgaveudvalg for rekruttering og fastholdelse, der blev nedsat før sommerferien, er trukket i arbejdstøjet og er i gang med at fastlægge mål og indsatser.

Og det er et arbejde, der haster ifølge et af medlemmerne, professor emeritus i Human Resource Management ved CBS Henrik Holt Larsen: "Det er en massiv samfundsmæssig udfordring at rekruttere, tiltrække og fastholde medarbejdere især i den offentlige sektor og især inden for en række vigtige velfærdsområder. Det er massivt op ad bakke", siger professor emeritus i Human Resource Management ved CBS Henrik Holt Larsen, medlem af opgaveudvalget for rekruttering og fastholdelse.

"Men jeg er tryg ved, at Rudersdal Kommune har nedsat udvalget her, så vi sammen kan gøre noget ved det. Som borger ser jeg, at Rudersdal generelt er fabelagtig god til øjenkontakt med borgerne, medinddragelse, samskabelse osv. Men jeg synes faktisk ikke, at jeg som borger har hørt så meget om hjælp, når det gælder rekruttering. Hvorfor tydeliggør kommunen ikke:'Vi har en rekrutteringsmæssig udfordring og I må som borgere hjælpe med til det. Brug jeres netværk og få folk til at søge de spændende jobs i kommunen – eller søg selv!' Det synes jeg måske godt, at man kunne styrke", siger Henrik Holt Larsen.

    Udvalget fik på dagen opgaven med at drømme stort og tænke ambitiøst: Hvad skal Rudersdal være kendt for i forhold til at tiltrække og fastholde medarbejdere? Her gik én ting igen i løbet af arbejdsmødet, nemlig vigtigheden af fællesskab, at vi hjælper hinanden, at vi interesserer os for hinanden, både borgere, medarbejdere, ledere og civilsamfund. Kun ved at løfte i flok, kan vi lykkes med udfordringen.

    Vi skal fortælle omverdenen hvor god en arbejdsplads, Rudersdal er
    Og så skal vi turde fortælle omverdenen, hvor god en arbejdsplads Rudersdal er. Vi skal brande os selv noget mere som kommune. Vi skal være kendte for at vise nye veje, prøve ting af, have tillid til den enkelte. Vi skal være kendt for at være menneske først, før systemet.

    I alt dette har lederne og mellemlederne en stor rolle, som formanden for udvalget Birgitte Schjerning Povlsen forklarer her: "Det vigtigste vi har taget med fra vores møde i dag, er for mig to ting. Nemlig vigtigheden af ledelse. Især mellemlederen har en kolossal vigtig opgave med synlig ledelse, nærværende ledelse. Som Henrik sagde i sit oplæg: Den vigtigste årsag til at folk smutter, det er dårlig ledelse. Livet er for kort til at være underlagt en dårlig leder. Det skal vi selvsagt have mere fokus på. Det andet er, at vi skal være mere synlige i forhold til det, der faktisk går godt. For der foregår ting, der allerede virker, det er helt tydeligt. Vi har bare ikke været dygtige nok til at formidle det. Det skal vi også have mere fokus på nu".

    Fakta
    Hvad er et opgaveudvalg? Et udvalg, hvor kommunens politikere arbejder sammen med borgerne i midlertidige opgaveudvalg om udvalgte emner. I Rudersdal findes der pt. to opgaveudvalg. Et om rekruttering og fastholdelse og et om udvikling af Vedbæk.

    Related links

    Emner

    • Politik

    Kategorier

    • rudersdal arbejder

    Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

    Kontakt

    Birgitte Schjerning Povlsen

    1. Viceborgmester 72 68 10 82