Pressemeddelelse -

Ungdomskultur – fra brillantine til Barbie Girl. Ny særudstilling på Mothsgården.

Du kender følelsen! Man ser en bestemt ting, hører en melodi eller ser et gammelt foto. Og pludselig er man i erindringen tilbage i sin ungdom.

I den nye særudstilling “Ungdomskultur - fra brillantine til Barbie Girl” vil der være rig lejlighed til at få denne oplevelse for alle, der var unge frem til 1990’erne. Nutidens unge vil kunne afskrækkes eller fascineres af moden, musikken og meningerne fra deres forældres eller bedsteforældres ungdom.

Kom og genoplev din ungdom!

Fra d. 5. september kan man på Mothsgården opleve eller genopleve ungdomslivet fra 1950’erne til 1990’erne. Her er 50'ernes vide nederdele med smalle taljer, carmen curlere fra 60’erne, 70'ernes reoler af brugte ølkasser og sodastreammaskinen fra 1980’erne samt grungeplakaterne fra 90’erne. Gennem årtiernes musik, film, møbler, brugsgenstande og tøj fortælles historien om forskelle og ligheder i ungdomskulturen i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Oprør, identitet og udvikling

Ungdom er på den ene side overgangen mellem barndommen og voksenlivet, men samtidig er det også en kultur med sine egne genstande og begivenheder. Unge har til alle tider skullet skabe sig selv i forhold til uddannelse, selvbillede og ikke mindst i forhold til forældre og det modsatte køn.

I udstillingen kan man følge, hvordan unge har skabt sig mere eller mindre vildt, men på forskellige måder op igennem de fem årtier. Selvom de bagvedliggende temaer var de samme, har hver årgang taget farve af netop de begivenheder og de strømninger, der prægede deres årti,

Lokalt og nationalt perspektiv.

Udstillingen fortæller både historien om hele Danmarks ungdomskultur og historierne fra Rudersdalegnen. Udstillingen begynder med konfirmationen og igennem skiftende tableauer beskrives de fem årtiers ungdomskultur. Desuden er der et stort musiktema med flotte pladecovere fra især 60’erne og 70’erne.

Hvor: Mothsgården, Søllerødvej 25, 2840 Holte

Hvornår: fra 5. september til 15. november

Åbningstid: Tirsdag – søndag kl. 11-16

Entré: Voksne 40,- Pensionister, studerende og grupper på over 10 pers.: 20,-
Børn under 18 år: gratis. Billet giver også adgang til Vedbækfundene samme dag.

Hold øje med Golden Days Festivalen i Rudersdal.

Golden Days Festivalen kommer igen i år til at sætte sit præg på september måned i Rudersdal Kommune. I år dyrker vi ungdommen som fænomen, følelse, tilstand og troldspejl under titlen Forever Young.

Som en del af 4k-samarbejdet inviterer Rudersdal Kommune i samarbejde med Gentofte, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk de fire kommuners borgere til at krydse kommunegrænser og undersøge ungdommen i festivalperioden fra den 4. til den 20. september 2020.

Se hele programmet på goldendays.dk/4k eller hent et trykt program på Rudersdal Bibliotekerne, Rudersdal Museer, Reprisen, Birkerød Idrætscenter, Birkerød Bio, Kulturcenter Mantzius eller Kulturcenter Mariehøj. 

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • kultur
  • ungdom
  • ungdomskultur
  • udstilling
  • historie
  • søllerød
  • 50erne
  • mothsgården
  • rudersdal museer
  • 60erne
  • 70erne
  • 80erne
  • 90erne
  • ny historie

Regions

  • Hovedstaden

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50

Relateret materiale