Pressemeddelelse -

Vigtigt skridt mod øgede normeringer i Rudersdal Kommune

Der er 4,8 mio. kr. på vej mod de kommunale og selvejende børnehuse i Rudersdal Kommune. Børn og forældre kan se frem til mere tid til nærvær, læring og udvikling.

De 4,8 mio. kr. er Rudersdal Kommunes andel af Folketingets afsatte midler til minimumsnormeringer. Børne- og Skoleudvalget har onsdag besluttet, at de 4,8 mio. kr. i 2020 skal fordeles ligeligt til hvert enkelt børnehus med udgangspunkt i det enkelte børnehus’ børnetal.

Formand for Børne- og Skoleudvalget, Daniel E. Hansen (V), siger:

”Jeg glæder mig over, at der kommer mere pædagogisk personale i alle kommunale og selvejende børnehuse”.

De 4,8 mio. kr. svarer samlet set til ca. 12,4 fuldtidsstillinger i kommunen, som fordeles ligeligt til alle institutioner. Der vil derfor ikke være nye stillinger i hvert enkelt børnehus, men i stedet vil der være timer til deltidsansættelser. Nuværende ansatte, der er på nedsat tid, vil også få mulighed for at komme på fuld tid. Da det endnu er uvist, om Rudersdal Kommune modtager samme beløb de kommende år, vil de ekstra timer i første omgang være midlertidige.

Øget normering frem mod 2025

Den endelige fordeling af midler kommunerne imellem fra 2021 og frem er endnu ikke forhandlet færdig, men hvis Rudersdal modtager samme andel de kommende år, vil det betyde, at kommunen samlet modtager ca. 15,3 mio. kr. I 2025 svarer det til ca. 36 fuldtidsstillinger.

”Hvis vi modtager samme andel de kommende år, nærmer vi os en normering på ca. 3 og 6 børn pr. voksen i 2025. Og kvalificeret pædagogisk personale er vigtigt for en god start på livet for alle børn - med udgangspunkt i netop deres trivsel, læring og udvikling,” siger formand for Børne- og Skoleudvalget Daniel E. Hansen.

Fakta:

  • Med finansloven for 2020 blev der afsat 500 mio. kr. til minimumsnormeringer i alle kommuner. Midlerne stiger til 1,6 mia. kr. i 2025. Fordelingen af midlerne fra 2021 og frem er ikke forhandlet færdig endnu.
  • Pengene for 2020 tildeles den enkelte kommune ud fra antallet af børn fra 0-5 år.
  • Rudersdal Kommune har i alt ca. 3.000 børn i alderen 0-5 år fordelt på 42 kommunale og selvejende børnehuse.

Emner

  • Politik

Regions

  • Hovedstaden

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50

Relateret materiale