Pressemeddelelse -
Banko på bølgerne mellem Gedser og Rostock
Flotte præmier, gode shoppingmuligheder, havudsigt og hyggeligt samvær er på
menuen, når Scandlines i den kommende tid introducerer en række bankoafgange på
sine færger mellem Gedser og Rostock.
Bankoentusiaster og andet godtfolk med hang til hygge og samvær kan godt begynde at glæde sig til efteråret på Scandlines’ rute mellem Gedser og Rostock. Her lancerer rederiet nemlig en række bankoafgange, som inkluderer frokostbuffet og præmier for i alt 15.000 kroner pr. tur. Mens færgen ligger til kaj i Rostock har passagererne mulighed for at handle i supermarkedet og parfumeshoppen om bord eller nyde buffeten. Turene arrangeres en gang om måneden, og første bankoafgang fandt sted tirsdag den 29. september klokken 11. Den næste afgang, som finder sted tirsdag den 27. oktober, er allerede udsolgt, men der er stadig ledige pladser til bankoturene den 24. november og den 15. december.
Programmet på bankoafgangene inkluderer bingospil af en times varighed på turen fra Gedser til Rostock og bankospil på tilbageturen. Herudover er der afsat en time til shopping og spisning. På turene den 24. november og 15. december vil den almindelige buffet blive afløst af julebuffet samt gløgg og æbleskiver.
”På det seneste har vi haft stor succes med at kombinere vores færgerejser med andre aktiviteter såsom værkstedsbesøg og miniferier. Bankoafgangene er endnu et koncept, der demonstrerer, at Scandlines er leveringsdygtig i mere end blot transport. Indtil videre har vi ikke planlagt flere afgange end de fire, som finder sted i 2009, men hvis der er interesse for konceptet, vil vi tilbyde flere ture i 2010”, siger Scandlines’ Sales Manager for Skandinavien, Lars Meier.
Præmierne består blandt andet af gavevouchers, gavekurve og rejsegavekort, og bankoafgangene arrangeres i samarbejde med Ørslev Turisttrafik og Bankoforeningerne ved Østerbro.
Prisen for en bankoafgang Gedser-Rostock tur/retur er 269,- kroner, og passagerer kan stige på bussen flere forskellige steder på Sjælland. Billetter kan bestilles hos Ørslev Turisttrafik på telefon 55 98 60 00.
Læs mere om bankoafgangene på www.scandlines.dk
For yderligere information kontakt Lars Meier, Sales Manager Scandinavia hos Scandlines, på mobil 20 31 19 11 eller e-mail lars.meier@scandlines.com
Related links
Emner
Kategorier
Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.
I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.