Pressemeddelelse —
Fra håndboldhallen til færgedækket: DIF, NFH og Scandlines bygger nye broer til arbejdsmarkedet
For første gang bliver en virksomhed en integreret del af Danmarks Idrætsforbunds (DIF) initiativ Startblokken. Således går rederiet Scandlines nu ind i samarbejdet med Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) og DIF for at bringe flere unge tættere på arbejdsmarkedet.
I Danmark står omkring 45.000 unge mellem 15 og 29 år uden både uddannelse og job – et tal, der i årevis har stået stille. For at vende den udvikling, lancerede Danmarks Idrætsforbund (DIF) i 2024 Startblokken. Initiativet forbinder idrætsforeninger med unge uden for arbejdsmarkedet og skaber nye fællesskaber gennem idrætten for de unge, der motiveres, får selvværd, sociale kompetencer, større netværk samt retning og struktur i deres liv.
Hvor idrætten kan give mennesker fællesskab og tro på egne evner, kræver vejen videre til arbejdsmarkedet virksomheder, der vil åbne døren og engagere sig, før deltagerne står klar med en jobansøgning i hånden.
14 idrætsklubber er i dag en del af Startblokken, og nu bliver Scandlines den første virksomhed, som bliver koblet direkte på indsatsen. Og det vækker stor glæde hos Danmarks Idrætsforbund:
”Det er et drømmescenarie, når en virksomhed går aktivt ind i processen med at hjælpe de unge med at genfinde troen på sig selv og opleve, at der er brug for dem. Vi har behov for flere virksomheder, som engagerer sig i sociale partnerskaber. Derfor er vi også særligt glade for samarbejdet med Scandlines, som gør at vi kan hjælpe langt flere unge med at finde deres vej ind i arbejdslivet,” siger Frans Hammer, Næstformand i Danmarks Idrætsforbund.
Scandlines åbner døren til arbejdslivet
Scandlines og NFH har allerede samarbejdet i mere end et årti. Nu bliver relationen mellem rederiet og håndboldklubben udvidet med en fælles social indsats omkring Startblokken, som Scandlines indtræder i. NFH står for den lokale kontakt til de unge og udvikling af deltagerne, mens Scandlines åbner døren til arbejdspladsen.
Forløbet starter i øjenhøjde med den enkelte, der bliver visiteret til Startblokken af Guldborgsund Kommune, som er en vigtig partner i projektet. Sammen med andre unge indgår deltageren i et forløb med øvebaner, der skal fremme inklusion i fællesskaber og samfund. Til at understøtte den unges udvikling er der ansat to brobyggere, der er tilknyttet NFH og fungerer som bindeleddet mellem deltagerne og Scandlines i tæt samarbejde med Guldborgsund Kommune.
De unge i projektet skal trin for trin bevæge sig fra klubbens trygge rammer til mødet med en rigtig arbejdsplads. Undervejs skal de lære Scandlines at kende gennem møder med medarbejdere, virksomhedsbesøg og introduktion til hverdagen om bord på færgerne og i rederiets havne.
For Scandlines hænger det sociale ansvar tæt sammen med virksomhedens lokale tilstedeværelse og muligheden for at gøre noget for unge i området, samtidigt med, at man løser et behov for løbene at rekruttere nye medarbejdere.
Med to færgeruter, syv skibe og over seks millioner passagerer årligt er rederiet er en af de største arbejdspladser på Lolland-Falster, og virksomheden rummer en række forskellige jobmuligheder både om bord og i havnene.
”Vi vil ikke kun åbne døren, når deltagerne står helt klar til et job. Vi vil være med tidligere og give de unge et trygt møde med arbejdslivet, som de gradvist bliver en del af. Hos os kan de opleve et stærkt fællesskab, prøve forskellige muligheder af og møde erfarne kollegaer, som er vant til at lære nye medarbejdere op og have med unge mennesker at gøre. Derfor giver det rigtig god mening, at Scandlines engagerer sig i Startblokken,” forklarer Tina Holm, teamleder for HR hos Scandlines i Rødby.
Målet er, at mødet mellem Scandlines og de unge over tid kan udvikle sig fra introduktion af virksomheden og afprøvning af forskellige jobmuligheder til konkrete arbejdstimer og på sigt fast beskæftigelse.
Håndboldklubben som brobygger
NFH blev en del af Startblokken i slutningen af 2025 og siden foråret, har de unge blandt andet hjulpet med praktiske opgaver i forbindelse med klubbens hjemmekampe.
"Vi vil gerne bruge den position og det fællesskab, vi har i NFH, til også at gøre en forskel uden for banen. Hvis vi kan være med til at give unge mennesker troen på sig selv og hjælpe dem videre mod uddannelse og arbejde, så er det noget af det mest meningsfulde, vi kan bidrage med. Når man får ansvar, bliver regnet med og oplever, at ens indsats faktisk gør en forskel, så sker der noget. Vi kan se, hvordan det giver mere selvtillid, mod og lyst til at tage det næste skridt," siger Kenneth Sahlholdt, Direktør i NFH.
Info om Startblokken
- Nationalt initiativ lanceret i 2024 under Danmarks Idrætsforbund (DIF) med visionen om at bruge idrætten som en ny arena for at sende unge i udsatte positioner på en god livsbane
- Formålet er at hjælpe særligt unge uden job eller uddannelse til en hverdag med trivsel, fællesskab og nye muligheder
- De unge i målgruppen er 18-29 år og flere af de unge i Startblokken har et lavt selvvurderet fysisk og mentalt helbred, mindre kontakt med venner og familie, er mindre fysisk aktive og viser tegn på ensomhed.
- Partnerskabet findes i 11 kommuner i Danmark, som samarbejder med idrætsforeninger omkring Startblokken, herunder både Nykøbing Falster Håndboldklub og Nykøbing FC på Lolland-Falster.
- Virksomhedsindsatsen fokuserer på udsatte borgere med manglende adgang, netværk og relationer til arbejdsmarkedet og understøtter deres indsats mod arbejdsmarkedet via samarbejde med kommune, klub og virksomhed
Emner
Regions
Om Scandlines
Scandlines er et rederi, der forbinder Danmark og Tyskland på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Med høj frekvens, direkte adgang til motorvejsnettet og en flåde på syv færger tilbyder Scandlines effektiv transport for både passagerer og fragtkunder mellem Skandinavien og det øvrige Europa. Selskabet har foretaget væsentlige investereringer og investerer fortsat i elektrificering af færgedriften gennem hybrid- og batteriteknologi og har i dag seks hybridfærger samt en helt ny fragtfærge, der kan sejle uden direkte emissioner. I 2025 gennemførte Scandlines omkring 37.000 afgange og transporterede 6,4 millioner passagerer, 1,6 millioner biler, 28.000 busser og 686.000 godsenheder.