Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Ny gratis rejseguide om Sachsen-Anhalt

Scandlines har udgivet en rejseguide om den tyske delstat Sachsen-Anhalt. Guiden, der
er blevet til i samarbejde med Investitions- und Marketinggesellschaft Sachsen-Anhalt, er den fjerde i rækken af gratis Tysklandsguider, som rederiet har udgivet på det danske marked. Den indeholder inspiration til kultur, natur og shopping samt tips til overnatning og gastronomi i delstaten.

Scandlines’ nyeste rejseguide, ”Sachsen-Anhalt – en rejse værd”, er netop kommet på gaden. Guiden sætter fokus på den tyske delstat Sachsen-Anhalt som en oplagt destination for bilferie med attraktive oplevelser inden for kultur, natur og gastronomi. Til de omtalte attraktioner hører UNESCO-fredede naturområder, historiske seværdigheder og arkitektoniske mesterværker – foruden verdens største Beatles-museum og Tysklands nordligste vindistrikt, Saale-Unstrut. Guiden indeholder desuden tips til shopping, overnatning, spændende vandre- og cykelture samt mikrobryggerier og stemningsfulde spisesteder.

Guiden, der er blevet til i samarbejde med Investitions- und Marketinggesellschaft Sachsen-Anhalt, er den fjerde i rækken af Tysklandsguider, som rederiet har udgivet på det danske marked. De tre forgængere er alle blevet en succes med stor efterspørgsel og flere genoptryk. Således forventer Scandlines sig også meget af guiden om Sachsen-Anhalt, der nemt og relativ hurtigt kan nås med bil via Scandlines’ færgeoverfart Gedser-Rostock.

”Sachsen-Anhalt er som mange andre østtyske delstater en noget overset feriedestination blandt danske rejsende”, siger Lindy Kjøller, Head of Customer Service & Product hos Scandlines. ”Ikke desto mindre har delstaten enormt meget at byde på”, fortsætter han. ”Med byer såsom Halle, Magdeburg og Dessau samt unikke naturattraktioner som for eksempel Harzen og floden Elben er Sachsen-Anhalt ikke blot rig på kultur og historie, men giver samtidig mulighed for en aktiv ferie i smukke omgivelser”, forklarer Lindy Kjøller. ”Det er vores håb, at den nye guide kan åbne danskernes øjne for de mange tilbud, der findes i denne østtyske perle”, afslutter han.

Guiden ”Sachsen-Anhalt – en rejse værd” er gratis og distribueres ligesom Scandlines’ tre øvrige Tysklandsguider i informationen på rederiets færger på overfarterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Guiderne kan også bestilles hos Scandlines Customer Service Center på telefon 33 15 15 15 eller downloades i en online version på www.scandlines.com .


Related links

Emner

Kategorier


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Kontakt