Gå til indhold

Pressemeddelelse

Rederi forventer travlhed på stor rejsedag

Sommerferien står for døren – og det samme gør Scandlines’ absolutte højsæson. Når skolernes ferie begynder, starter den store sommerrejse sydpå. Alene i dag forventer rederiet cirka 25.000 passagerer på sine to ruter mellem Danmark og Tyskland. Samlet set forventer Scandlines op mod 2,5 millioner passagerer ombord i løbet af sommeren.

Når landets skoleklokker ringer ud i dag, fredag den 26. juni, så lyder også startskuddet til den travleste tid på hele året for rederiet Scandlines, der driver ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.

”Vi forventer, at op mod 2,5 millioner passagerer vil sejle med vores færger i juni, juli og august. Det er næsten halvdelen af det samlede antal passagerer på et helt år,” siger Lars Kyrø, privatkundedirektør i Scandlines.

En af de dage, hvor der er ekstra travlt ombord på Scandlines’ færger mellem Danmark og Tyskland, er fredag den 26. juni, hvor de danske skolebørn går på sommerferie.

”Alene i dag forventer vi omkring 25.000 passagerer. Det er over dobbelt så mange som på en gennemsnitlig fredag. Samlet set over weekenden, inklusive fredag, forventer vi mere end 80.000 passagerer,” fortsætter Lars Kyrø.

Mere kapacitet end nogensinde

I år har Scandlines kapacitet til endnu flere sommerferierejsende end tidligere. Rederiets nye fragtfærge, The Baltic Whale, der blev indsat på ruten Rødby-Puttgarden i foråret, har nemlig frigjort plads på flådens øvrige færger.

”Vi går ind i sommeren med mere kapacitet end nogensinde, og selvom nogle afgange allerede er fuldt bookede, har vi stadig masser af afgange med ledig plads. Vi anbefaler dog at booke online i god tid, hvis man gerne vil sikre sig billet til en bestemt afgang, særligt omkring weekenderne i juli,” forklarer han og afslører, at en række nye tilbud venter de rejsende ombord.

Nyt børneunivers og gratis is ombord

Blandt nyhederne på Scandlines’ færger er fx et nyt børneunivers, hvor de yngste passagerer kan boltre sig under overfarten, og i denne weekend kan de små landkrabber tilmed nyde en gratis is ombord, når rederiet lancerer sin egen ”Tumle-is”. På to af færgerne står desuden et nyt spiseområde med digitale ordreskærme klar til at modtage passagererne.

”Med de nye ordreskærme kan vores passager hurtigt få overblik over udvalget af mad og drikke, de kan bestille i deres eget tempo og de behøver ikke at stå i kø for at afgive en ordre, men kan sætte sig ned og slappe af, imens deres bestilling tilberedes. En mere smidig proces, der skal være med til at løfte kundeoplevelsen”, slutter Lars Kyrø og fortæller, at flere ordreskærme og andre tiltag er på vej ombord på færgerne.

Emner

Regions


Om Scandlines

Scandlines er et rederi, der forbinder Danmark og Tyskland på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Med høj frekvens, direkte adgang til motorvejsnettet og en flåde på syv færger tilbyder Scandlines effektiv transport for både passagerer og fragtkunder mellem Skandinavien og det øvrige Europa. Selskabet har foretaget væsentlige investereringer og investerer fortsat i elektrificering af færgedriften gennem hybrid- og batteriteknologi og har i dag seks hybridfærger samt en helt ny fragtfærge, der kan sejle uden direkte emissioner. I 2025 gennemførte Scandlines omkring 37.000 afgange og transporterede 6,3 millioner passagerer, 1,6 millioner biler og 686.000 godsenheder.

Kontakt