Pressemeddelelse —
Scandlines anker afgørelse fra Konkurrencerådet
Scandlines er uenige i Konkurrencerådets afgørelse vedrørende rederiets markedsposition og prissætning på ruten Rødby-Puttgarden i perioden 2017-2019. Scandlines’ priser er fastsat i direkte konkurrence med Storebæltsbroen og øvrige transportformer, herunder fly, tog samt færger fra Sverige til Tyskland. Derfor anker Scandlines afgørelsen.
Scandlines har modtaget Konkurrencerådets administrative afgørelse i en sag, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen siden 2019 har forsøgt at godtgøre, at Scandlines for snart 10 år siden havde en markedsdominerende position på overfarten Rødby-Puttgarden, og at Scandlines brugte denne position til at sætte prisen for personbiler for højt på ruten i perioden i 2017-2019.
Dette er faktuelt forkert. Scandlines har ikke – og har aldrig haft – en dominerende markedsposition på transport af personbiler til eller fra Tyskland. Priserne er fastsat i fuld konkurrence med Storebæltsbroen og øvrige transportformer, herunder fly, tog samt færger fra Sverige til Tyskland. Det gælder også i perioden 2017-2019. Derfor er Scandlines uenig i Konkurrencerådets administrative afgørelse og vil nu anke den.
”Vi opererer i et konkurrencepræget marked, hvor vores kunder aktivt vælger Scandlines og vores færgeruter til. Det gjorde sig også gældende i perioden 2017-2019, hvor vores priser i øvrigt var sammenlignelige med priserne under rutens statslige ejerskab. Derfor anker vi afgørelsen,” siger Eric Grégoire, CEO i Scandlines.
Scandlines sejler døgnet rundt og bliver ved med det
Scandlines sejler mellem Rødby og Puttgarden døgnet rundt hele året. Det gør ruten til en af de mest hyppige færgeoverfarter i verden. Det ændrer sagen ikke på.
”Vi har de seneste mange år investeret massivt i både vores færger, havne og kundeoplevelsen. Det vil vi fortsætte med at gøre, så vi også fremover har en sikker, stabil og attraktiv færgeforbindelse mellem Skandinavien og Europa, der kan konkurrere på fair vilkår med Storebæltsforbindelsen og en fremtidig tunnel. Derfor ser vi også frem til at få prøvet sagen,” siger CEO Eric Grégoire.
Emner
Regions
Om Scandlines
Scandlines er et rederi, der forbinder Tyskland og Danmark på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Med høj frekvens, direkte adgang til motorvejsnettet og en flåde på syv færger tilbyder Scandlines effektiv transport for både passagerer og fragtkunder mellem Skandinavien og det øvrige Europa. Selskabet har foretaget væsentlige investereringer og investerer fortsat i elektrificering af færgedriften gennem hybrid- og batteriteknologi og har i dag seks hybridfærger samt en helt ny fragtfærge, der kan sejle uden direkte emissioner. I 2025 gennemførte Scandlines omkring 37.000 afgange og transporterede 6,3 millioner passagerer, 1,6 millioner biler og 686.000 godsenheder.