Gå til indhold
Foto: Matthias Tasler

Pressemeddelelse

Scandlines-færge ombygges for over 200 millioner

Scandlines’ færge, M/F Schleswig-Holstein, på ruten Rødby-Puttgarden er netop sejlet på værft for at blive ombygget for over 200 millioner kroner. Ombygningerne omfatter en gennemgribende renovering af passagerområderne samt konvertering af skibet til plugin-hybridfærge. Under værftsopholdet betjenes ruten af rederiets fire andre færger på Rødby-Puttgarden.

Da Scandlines’ færge M/F Schleswig-Holstein i går stævnede ud fra Rødby, sejlede den ikke til Puttgarden som vanligt, men satte kursen mod Kleipeda i Litauen, hvor et værftsophold med omfattende ombygninger venter.

På værftet skal M/F Schleswig-Holstein konverteres fra hybridfærge til plug-in hybridfærge. Det betyder, at færgen efter ombygningerne vil få størsteparten af sit energiforbrug fra strøm, som er ladet fra land. Samtidig renoveres skibet indvendigt.

”Vi har arbejdet på projektet i flere år, og nu kom dagen endelig, hvor vi kunne sende skibet på værft. Det er noget, som vi har set rigtig meget frem til,” siger Lars Kyrø, privatkundedirektør i Scandlines.

Hele dæk 5 og 6, hvor passagerområderne findes, bliver ombygget med nye restaurant-, café- og shoppingområder. Derudover etableres et nyt udeområde med legeplads på soldækket, ligesom de sanitære forhold optimeres med nye og flere toiletter samt moderne teknologi.

”I dag er oplevelsen ombord en endnu vigtigere del af rejsen. Derfor investerer vi i nye, attraktive opholdsområder til vores passagerer i mere moderne og lyse omgivelser med udsigt og gode siddepladser,” forklarer Lars Kyrø.

Ombygningerne på dæk 5 og 6 omfatter ikke bare udskiftning af interiør. Vægge skal væltes, rum åbnes op og trapper flyttes. Alt sammen med det formål at gøre overfarten til den bedste pause på rejsen.

”Vi ved langt mere om vores kunder i dag end vi gjorde, da skibet blev indrettet i sin tid. Gennem analyser af adfærd, passagerflow og opholdsmønstre har vi identificeret, hvad der skaber mest værdi for gæsterne ombord. Ombygningen omsætter disse indsigter til konkrete forbedringer af kundeoplevelsen,” fortsætter Lars Kyrø.

Og det handler ikke kun om design. Indretningen suppleres af nye serveringskoncepter, digitale bestillingsløsninger og forbedrede passagerstrømme, der skal minimere ventetiden og være med til at løfte den samlede ombordoplevelse til nye højder.

”Vi har en meget effektiv færgedrift på ruten, og selvom det efterhånden er mange år siden, vi søsatte M/F Schleswig-Holstein, er det stadig et yderst velfungerende skib. Med tiltag som disse kan vi ikke bare styrke vores konkurrenceevne, men også forlænge skibets levetid markant,” konstaterer han.

I alt har Scandlines investeret over 200 millioner kroner i ombygningen af M/F Schleswig-Holstein, der forventes tilbage fra værftet i slutningen af året. Konverteringen af skibet til plugin-hybrid er støttet af det tyske transportministerium som et led i moderniseringen af kystfartøjer til reducering af emissioner.

Konverteringen er endnu et vigtigt skridt mod Scandlines’ langsigtede mål om at sejle uden direkte emissioner i 2040, og Schleswig-Holstein er blot det ene ud af to skibe på ruten Rødby-Puttgarden, der fra i år og starten af næste år skal sejle som plugin-hybridfærger. Allerede tilbage i marts indsatte Scandlines fragtfærgen, The Baltic Whale, på ruten – en af verdens største færger, der kan sejle udelukkende på strøm, som er ladet fra land.

Emner

Regions


Om Scandlines

Scandlines er et rederi, der forbinder Danmark og Tyskland på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Med høj frekvens, direkte adgang til motorvejsnettet og en flåde på syv færger tilbyder Scandlines effektiv transport for både passagerer og fragtkunder mellem Skandinavien og det øvrige Europa. Selskabet har foretaget væsentlige investereringer og investerer fortsat i elektrificering af færgedriften gennem hybrid- og batteriteknologi og har i dag seks hybridfærger samt en helt ny fragtfærge, der kan sejle uden direkte emissioner. I 2025 gennemførte Scandlines omkring 37.000 afgange og transporterede 6,4 millioner passagerer, 1,6 millioner biler, 28.000 busser og 686.000 godsenheder.

Kontakt