Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Scandlines redder geografi-forvirrede danskere fra det frygtede ’forkert-færge'-syndrom

’Forkert-færge’-syndromet kan føre til unødige og alvorlige eftervirkninger som
køretræthed, ægtefælleskænderi og bagsædekværulering, og Scandlines har derfor søsat en kampagne, der skal kurere danskerne og hjælpe dem på rette vej.

Hvad er den hurtigste vej til Berlin, Prag eller Amsterdam? Over Gedser-Rostock eller
Rødby-Puttgarden? Ifølge Scandlines vælger alt for mange danskere at snyde sig selv for den hurtigste smutvej til Central- og Sydeuropa, og det gør rederiet nu noget ved med kampagnen Retning. På scandlines.dk/retning kan man nu teste sin retningssans og være med i konkurrencen om et luksusophold til Berlin og 50 gavekort á 1000 kroner til Scandlines’ BorderShop.

Udover testen har Scandlines indført en ny brugervenlig funktion på deres hjemmeside, der hjælper kunderne med at holde kursen sydover. Man indtaster sin endelige destination og får så at vide, hvilken færgerute der er bedst at tage.

Ifølge rederiets seneste kundeundersøgelse snød i alt 11 procent sig selv for den hurtigste smutvej sydover, da de tog bilen på ferie sidste år. De valgte nemlig at køre til Scandlines’ færgeleje i Rødby frem for at tage den direkte vej med overfarten fra Gedser til Rostock. Ved at vælge færgen fra Rødby til Puttgarden forlængede de i stedet rejsen til eksempelvis Berlin eller Prag med godt 170 ekstra benzinslugende kilometer hver vej.

Scandlines kørte tidligere på året en kampagne, hvor folk kunne komme med søforklaringer på, hvorfor de valgte at tage den forkerte færge sydover. Kampagnen var en stor succes med flere end 2.500 indkomne forslag på søforklaringer fra kunderne, og retningskampagnen er en efterfølger til denne.

Den nye kampagne består i, at brugerne får præsenteret en destination i Europa, og så skal de vælge, hvilken overfart der giver adgang til den mest direkte vej. Til sidst får man et procenttal, der indikerer, hvor god ens retningssans er. Jo bedre retningssans man har, desto større er chancen for at vinde i konkurrencen.

”Vi håber, at vi med denne kampagne og den nye funktion kan hjælpe kunderne til at finde den bedste og korteste vej til deres destination. Køreturen sydover kan være lang, og hver kilometer sparet er guld værd. Da vi kan se, at mange danskere ganske enkelt ikke er klar over, at den ene overfart er geografisk bedre end den anden afhængig af, hvor man skal hen, har vi valgt at hjælpe folk på rette kurs,” udtaler salgs- og marketingchef i Scandlines Henrik Søe.

Test din retningssans og deltag i konkurrencen på www.scandlines.dk/retning.


Emner

Kategorier


Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Kontakt