Pressemeddelelse -
’Erritsø-drengene’ fra Fredericia bedst til Scania-service
Team ’Erritsø-drengene’ fra Scania-anlægget i Fredericia har netop vundet den danske finale i Scanias internationale Top Team konkurrence for værksteds- og reservedelsmedarbejdere. Det skete ved en spændende finale på Scanias moderne kursuscenter i Vejle, hvor ’Erritsø-drengene’ slog ’Team Stiholt’ fra aut. Scania-forhandler Im. Stiholt A/S i Aalborg med blot fire point på 2. pladsen samt yderligere seks point foran ’Team V-Power’ fra Nyscan A/S i Hvidovre på 3. pladsen.
Bag ’Erritsø-drengene’ gemmer der sig seks dygtige medarbejdere fra Scania-anlægget i Erritsø ved Fredericia. Det er hjælpeværkfører Flemming Hansen, mekanikerne Dennis Møller, Kim Møller Hansen, Jesper Nielsen og Poul Kjeldsen samt kundemodtager Christa Jepsen, der fungerede som holdleder og indpisker.
Øger kvalitetsniveauet
Mere end 100 danske mekanikere og reservedelsmedarbejdere fra de autoriserede Scania-forhandlere har deltaget i konkurrencen. Gennem et hårdt udskilningsløb hen over efteråret 2012 blev de oprindelige 21 hold med i alt ca. 125 Scania-teknikere reduceret til de seks dygtigste hold fra Scania-anlæggene i hhv. Fredericia, Aalborg, Hvidovre, Sæby, Herning og Hjørring.
I Top Team-konkurrencen dyster værksteds- og reservedelsmedarbejderne på paratviden, analytiske evner, systematik og kvalitet ved fejlfinding og reparation. I konkurrencen har deltagerne skulle løse en række teoretiske og praktiske opgaver under tidspres - præcis som til hverdag, hvor det gælder om at holde kundernes lastbiler og busser i drift med så lidt stilstand som muligt. Formålet med Top Team konkurrencen er desuden at sætte fokus på medarbejdernes faglige viden og samarbejdsevne for dermed at øge kvaliteten i alle dele af Scanias serviceorganisation.
International finale
Ud over æren ved at være bedst i Danmark har ’Erritsø-drengene’ også vundet retten til at repræsentere Danmark i næste runde af den internationale Top Team-konkurrence. Den afvikles hos Scania i Tyskland senere i år, og herfra har ’Erritsø-drengene’ chancen for at kvalificere sig til verdensfinalen på Scania-fabrikken i Södertälje sidst på året.
Her dyster de bedste serviceteknikere fra Scania-forhandlere i Latinamerika, Europa og Asien om at være verdens bedste i Scania-service. Og der bliver virkelig kamp til stregen, for i finalen mødes de allerdygtigste af godt 8.000 Scania-medarbejdere fra 60 forskellige lande.
Emner
- Uddannelse
Kategorier
- uddannelse
- scania
- lastbilchauffører
- lastbiler
- busser
Scania Danmark A/S indgår i den globale Scania-koncern, der er en af verdens førende leverandører af tunge lastbiler, busser samt industri- og marinemotorer med tilhørende serviceydelser. Den danske Scania-organisation beskæftiger ca. 900 medarbejdere på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.
Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal uptime. Scanias forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen foregår på flere anlæg i Europa og Sydamerika med mulighed for global udveksling af produktionsteknologi, komponenter og komplette køretøjer. Scania tilbyder også finansielle tjenesteydelser og beskæftiger ca. 38.500 medarbejdere fordelt på ca. 100 markeder verden over. I 2012 omsatte Scania CV AB for SEK 79,6 mia. og opnåede et driftsresultat på SEK 6,6 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.