Pressemeddelelse -

Scania R 520 V8 Euro 6 - nu som udlejningsbil

Vognmand Søren Egeskov fra Slagelse har netop sat Scania Rentals første R 520 til udlejning i drift. Dermed blev han den første kunde, der ruller ud i Scania Rentals seneste udvidelse af udlejningsflåden med Scanias legendariske ”King of the Road” V8-lastbil i Euro 6-version.

- Jeg driver en lille vognmandsforretning med to lastbiler. Fleksibilitet er afgørende for mig, så Scania Rentals udlejningsløsning passer perfekt til min forretning, siger Søren Egeskov. Han har de seneste ca. 2 år kørt med en lejet Scania R 500 fra Scania Rental, og med stigende efterspørgsel satser han nu med endnu en lastbil i sin forretning.

- Jeg har ikke råd til at have en bil holdende stille, hvis der kommer en nedgang i efterspørgslen. Ved at leje i stedet for at lease eller købe kan jeg tilpasse forretningen til markedet på meget kort tid. Det reducerer den økonomiske risiko i nedgangstider, fastslår Søren Egeskov.

Han har netop fejret 5-års jubilæum som vognmand. Han er i sin tid udlært som lastbilmekaniker hos Scania og er tryg ved de svenske Scania lastbiler. De seneste fire år har Søren Egeskov primært kørt køle- og frysetransport til grossister og terminaler på Sjælland for en stor vognmand i Aarhus. Hans lastbiler kører mellem 100 og 120.000 km om året, så driftssikkerhed er afgørende for, at han kan tilbyde sine kunder et højt serviceniveau.

- Ved at leje er service, vedligeholdelse og reparation inkluderet i prisen. Ja, selv dækslitage er indeholdt i lejen, så der er ingen risiko for grimme økonomiske overraskelser. Jeg skal bare koncentrere mig om at servicere mine kunder, fastslår Søren Egeskov.

Til distributions-, entreprenør- og langturskørsel

Scania Rental råder over en stor udlejningsflåde af bl.a. distributionslastbiler til lokal kørsel samt sættevognstrækkere til både national og international kørsel. Med tilføjelsen af den nye Scania R 520 Euro 6 som 3-akslet sættevognstrækker i udlejningsflåden kan Scania Rental tilbyde udlejnings-lastbiler med markedets bedste miljøegenskaber i hele området fra 250 til 520 hk til bl.a. distributions-, entreprenør- og langturskørsel.

- I den kommende tid sætter vi 15 nye R 520'ere ind i udlejningsflåden. De skal supplere vores 2- og 3-akslede R 450- og R 490-trækkere, som vi har sat i drift de seneste par år, fortæller Mette Kjølby, der er ansvarlig for Scania Rental i Danmark.

- Scania Rentals udlejningsflåde er i øjeblikket på ca. 140 enheder. De seneste par år har vi kun sat Euro 6-lastbiler ind i udlejningsflåden, så ved at leje får vores kunder - ud over fleksibilitet, økonomisk tryghed og driftssikkerhed – også mulighed for at tilbyde markedets bedste miljøegenskaber til deres egne kunder, tilføjer hun.

Som en del af Scania Danmark trækker Scania Rental på en meget effektiv og konkurrencedygtig serviceorganisation over hele Danmark. For vognmænd og transportvirksomheder med internationale kørselsopgaver står hele Scanias europæiske servicenetværk til rådighed, hvis uheldet skulle være ude.

Emner

  • Transport

Kategorier

  • miljø
  • effektivisering
  • scania
  • udlejning
  • lastbiler

Scania Danmark A/S indgår i den globale Scania-koncern, der er en af verdens førende leverandører af tunge lastbiler, busser samt industri- og marinemotorer med tilhørende serviceydelser. Den danske Scania-organisation beskæftiger ca. 900 medarbejdere på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.
Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal uptime. Scanias forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen foregår på flere anlæg i Europa og Sydamerika med mulighed for global udveksling af produktionsteknologi, komponenter og komplette køretøjer. Scania tilbyder også finansielle tjenesteydelser og beskæftiger ca. 41.000 medarbejdere fordelt på ca. 100 markeder verden over. I 2013 omsatte Scania CV AB for SEK 86,8 mia. og opnåede et nettodriftsresultat på SEK 6,2 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.

 

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale