Pressemeddelelse -

schmidt hammer lassen architects har vundet konkurrencen om Nyt Kulturhus og Bibliotek i Karlshamn, Sverige

Nyt Kulturhus og Bibliotek i Karlshamn, Sverige, der netop er vundet af schmidt hammer lassen architects i en international konkurrence, er designet til at samle byens kulturfunktioner under ét tag. Med det 5.000 m2 store kulturhus får Karlshamn en skulpturel og fleksibel bygning, der indeholder bibliotek, kunsthal, biograf, turistbureau og café. Dermed bliver det byens nye mødested med plads til mangfoldighed.

Det nye Kulturhus og Bibliotek kommer til at ligge på Östra Piren – et knudepunkt mellem den driftige industrihavn, byens højskole, byen og den smukke svenske skærgård. Med sit karakteristiske, retningsløse formsprog optager bygningen i facader og tag omgivelsernes forskellige skalaer og retninger.

”Gennem en poetisk fortolkning af det omkringliggende har vi skabt et offentligt mødested, som bliver et markant visuelt omdrejningspunkt, der forbinder byen, landskabet og vandet”, udtaler associeret partner hos schmidt hammer lassen architects, Trine Berthold, og hun fortsætter: ”Mødestedet er defineret af et skulpturelt, foldet tag i træ, som samler bygningens aktiviteter og besøgende under ét tag – hvilket er mottoet og hovedgrebet i vores projekt.”

Den primære adgang til Kulturhuset og Biblioteket sker fra torvet på Östra Piren. Store glaspartier i facaden sikrer visuel kontakt mellem bygningens indre og omgivelserne, mens besøgende kan overskue hele kulturhuset og se til alle verdenshjørner fra infotorvet og atriet. Rum og funktioner er disponeret, så synergi opnås funktionerne imellem. Samtidigt inviterer de åbne, fleksible og tilgængelige rum til aktivitet, nysgerrighed, bevægelse og innovation.

Udvendigt fremstår bygningen med robuste trælameller, der skærmer for solen, og som samtidigt tillader visuel kontakt ind i bygningen, hvor den særligt i vinterhalvåret vil virke inviterende og varmt lysende. I sommerhalvåret giver en bred udendørs bænk langs facaden plads til ophold og aktivitet omkring kulturhuset.

”Nyt Kulturhus og Bibliotek i Karlshamn er et fremtidens bibliotek – tilgængeligt, mangfoldigt og fleksibelt. Det er et eksempel på en nyfortolkning af den nordiske arkitekturtradition, altid med fokus på den menneskelige skala, det nordiske lys og brugen af robuste materialer”, forklarer partner hos schmidt hammer lassen architects, Kim Holst Jensen.

Nyt Kulturhus og Bibliotek i Karlshalmn føjer sig til en lang liste af biblioteker designet af schmidt hammer lassen architects, og er således arkitektvirksomhedens tredje bibliotek i Sverige. I 2006 blev det 8.000 m2 store biblioteket i Halmstad indviet, mens udbygningen af Växjö Bibliotek stod færdigt i 2003. Herudover arbejder schmidt hammer lassen architects lige nu på to biblioteker i Canada – et i Halifax og et i Edmonton – samt Multimediehuset, Dokk 1, i Aarhus. Dokk 1 bliver Skandinaviens største offentlige bibliotek, når det står færdigt i 2014.

FAKTA

Arkitekt
schmidt hammer lassen architects

Bygherre
Karlshamn Kommune, Sverige

Areal
5.000 m2

Konkurrence
2013, 1. præmie i international konkurrence

Ingeniør
Buro Happold

Landskabsarkitekt
SLA

Emner

  • Design

Med mere end 25 års erfaring er schmidt hammer lassen architects en af Skandinaviens mest anerkendte, prisvindende arkitektvirksomheder. Virksomheden, som er dedikeret til innovativt og bæredygtigt design, har kontorer i Aarhus, København, London og Shanghai.

schmidt hammer lassen architects blev etableret i Aarhus i 1986 og har i dag 150 ansatte. Kredsen af partnere omfatter Morten Schmidt, Bjarne Hammer, John F. Lassen, Kim Holst Jensen og Kristian Lars Ahlmark samt fire associerede partnere. Den daglige ledelse af virksomheden varetages af administrerende direktør Bente Damgaard.

Besøg vores hjemmeside på www.shl.dk




Kontakt

Pia Dandanell Parrot

Pressekontakt Press Responsible & Architectural Communication Officer +45 33 45 05 31