Gå til indhold

Pressemeddelelse

SEATs fremtid ændrer ikke kursen i Danmark: CUPRA har for længst taget føringen

SEAT S.A. har i dag sat ord på de mulige scenarier for SEAT efter 2030. Der er ikke truffet nogen endelig beslutning om mærkets fremtid, mens CUPRA fortsætter som selskabets centrale vækstmotor. For den danske importør ændrer udmeldingen ikke væsentligt på retningen i et marked, hvor mere end 95 procent af nybilsalget til private allerede er elektrisk.

I forlængelse af de seneste dages medieomtale og spekulationer om SEATs fremtid har SEAT S.A. nu meldt ud om selskabets langsigtede retning.

SEAT har en fastlagt produktplan for de kommende år, herunder nye mildhybridversioner af Ibiza og Arona i 2027. Hvad der skal ske efter den nuværende produktcyklus, er fortsat under vurdering. SEAT S.A. peger på flere mulige scenarier efter 2030, herunder en gradvis udfasning af SEAT som bilmærke, men understreger samtidig, at der ikke er truffet nogen endelig beslutning.

Samtidig slår selskabet fast, at SEAT S.A. – virksomheden bag både SEAT og CUPRA – har en solid fremtid og får en stadig større industriel rolle i Volkswagen-koncernen. CUPRA skal fortsat være en central drivkraft for vækst og indtjening.

For det danske marked er spørgsmålet om SEATs langsigtede rolle mindre dramatisk, end de seneste dages overskrifter umiddelbart kan give indtryk af.

– Det danske bilmarked har flyttet sig ekstremt hurtigt. Mere end 95 procent af nybilsalget til private er i dag elektrisk, og da SEAT ikke har fuldelektriske modeller i sit nuværende modelprogram, spiller mærket allerede en meget begrænset rolle i vores danske nybilsforretning. Derfor ændrer de aktuelle udmeldinger grundlæggende ikke på vores retning eller vores dagligdag. Samtidig har vi naturligvis fortsat et stort og velfungerende service- og partnernetværk til de mange SEAT-kunder og SEAT-biler, der er på de danske veje, siger Christian Sauer, direktør for SEAT og CUPRA Danmark.

SEAT og CUPRA er ikke det samme bilmærke

Den aktuelle omtale er samtidig en kærkommen anledning til at understrege en forskel, som ikke altid står helt klart – særligt blandt de mange loyale kunder, der gennem årene har haft en relation til begge mærker.

SEAT og CUPRA deler historie, organisation og industriel base. Begge mærker hører under SEAT S.A., har deres industrielle hjem i Martorell ved Barcelona og er en del af Volkswagen-koncernen. Men CUPRA er for længst gået fra sine historiske rødder hos SEAT til at være et selvstændigt bilmærke med egen identitet, position og modelportefølje.

Siden etableringen som selvstændigt brand i 2018 har CUPRA leveret mere end én million biler, lanceret otte modeller på otte år og etableret sig som et af Europas hurtigst voksende bilmærker.

Den position skal ifølge SEAT S.A. styrkes yderligere. Frem mod 2030 er ambitionen at løfte CUPRA til en markedsandel på 3 procent i Europa, samtidig med at mærket fortsætter sin internationale ekspansion.

– SEAT S.A. går ind i et nyt kapitel fra en styrkeposition. Vi er ved at blive en stærk industriel aktør med en voksende rolle i Volkswagen-koncernen og med CUPRA på vej mod sit fulde potentiale. Vi bygger en stærk fremtid for SEAT S.A. og Martorell, siger Markus Haupt, CEO for SEAT & CUPRA.

CUPRA har allerede taget føringen i Danmark

I Danmark er skiftet allerede tydeligt. CUPRA er i dag det klare kommercielle fokus og står med et modelprogram, der i stigende grad matcher et dansk nybilsmarked, som på få år er blevet næsten fuldt elektrisk.

Et af de tydeligste eksempler er CUPRA Raval. Den kompakte elbil produceres i Martorell som en del af Volkswagen-koncernens Electric Urban Car Family og er blevet den mest succesfulde lancering i CUPRAs historie. Raval har samtidig åbnet CUPRA for en langt bredere kundegruppe og understreger udviklingen fra et nyt og udfordrende bilmærke til en stadig større europæisk spiller.

Internationalt leverede CUPRA 170.100 biler i første halvår af 2026 – det bedste første halvår i mærkets historie. Frem mod 2030 er ambitionen nu at udnytte mærkets fulde potentiale gennem et fortsat fornyet modelprogram og yderligere international vækst.

SEAT-kunderne er fortsat en del af forretningen

Uanset hvilket scenarie der vælges for SEAT efter 2030, understreger SEAT S.A., at selskabet og dets forhandlernetværk fortsat vil stå bag eksisterende SEAT-kunder og opfylde sine forpligtelser over for dem. Det gælder også i Danmark, hvor det eksisterende service- og partnernetværk fortsætter med at servicere de mange SEAT-biler på de danske veje.

For den danske nybilsforretning er retningen samtidig tydelig. CUPRA har på otte år udviklet sig til et selvstændigt europæisk bilmærke og er i dag den centrale vækstmotor for SEAT S.A.

Related links

Emner

Kategorier

Regions


SEAT S.A. er den eneste virksomhed, der designer, udvikler, fremstiller og markedsfører biler i Spanien. Som medlem af Volkswagen-koncernen har virksomheden hovedkontor i Martorell (Barcelona) og sælger køretøjer under mærkerne CUPRA og SEAT.

I forbindelse med den største transformation i selskabets 75-årige historie gør SEAT S.A. Spanien til et europæisk centrum for elektriske køretøjer. Gennem projektet Future: Fast Forward, i samarbejde med Volkswagen Group, PowerCo og andre partnere, har selskabet investeret 10 milliarder euro i landets elektrificering. Selskabet leder også Electric Urban Car-projektet for Volkswagen Groups Brand Group Core.

Som medlem af Volkswagen Group sælger SEAT S.A. biler under både SEAT- og CUPRA-mærkerne, herunder den ikoniske SEAT Ibiza og selskabets bedst sælgende model, CUPRA Formentor. Med 14.000 ansatte og tre produktionscentre i Martorell, El Prat de Llobregat og Barcelona eksporterer selskabet over 80% af sine biler til mere end 70 lande.


CUPRA

På kun syv år har CUPRA lanceret syv modeller og solgt over 900.000 biler globalt. Hver CUPRA-model er udtryksfuld, designfokuseret og præstationsdrevet. Mærkets fuldt udviklede portefølje omfatter CUPRA Ateca, den første bil med CUPRA-navn; CUPRA Leon, redesignet og forfinet som en selvstændig CUPRA-model; CUPRA Formentor, den første bil udviklet eksklusivt af mærket og den hidtil bedst sælgende model; CUPRA Born, mærkets første 100% elektriske bil; CUPRA Tavascan, en elektrisk SUV-coupe; og CUPRA Terramar, mærkets sportslige SUV. I 2026 tilføjes CUPRA Raval, mærkets radikale fortolkning af den elektriske bybil, til modelrækken.

Følg CUPRA her:

Facebook
Instagram
YouTube


SEAT

SEAT er et af Spaniens mest ikoniske og genkendelige internationale mærker. Grundlagt for 75 år siden har SEAT-biler været en del af folks liv i generationer. Med iøjnefaldende designs skabt i Barcelona fungerer SEAT som en indgang til nye kunder for Volkswagen Group.

Følg SEAT her:

Facebook
Instagram
YouTube

Kontakt