Pressemeddelelse -
Kom på vild highspeed-tur med Semler Premium Motorsport i Københavns gader
Når velgørenhedseventet Race For Riget løber af stablen i København den kommende weekend, sidder Christian Dannemand Jørgensen klar til at give vilde highspeed-ture i sin Super GT-racer.
Semler Premium Motorsport har allerede markeret sig på de danske racerbaner i denne sæson, og den kommende weekend, 5.-6. august, kan man komme helt tæt på det nye motorsportsteam, når holdets unge talent, Christian Dannemand Jørgensen, stiller op til velgørenhedseventet Race For Riget.
Race For Riget er en fast del af Copenhagen Historic Grand Prix – Danmarks største og ældste motorsportsfestival for racerbiler fra halvtredserne og frem til nutiden – og konceptet er ganske enkelt: Danske motorsportsstjerner giver hæsblæsende passagerture på den berømte bybane mod betaling, og alle indkørte midler doneres ubeskåret til Børne Unge Programmet på Rigshospitalet.
– Jeg er enormt glad for at få lov til at deltage i Race For Riget og dermed være med til både at give folk en fed oplevelse og samtidig støtte et rigtig godt formål. Det er ret unikt at få mulighed for at give motorsportsfans sådan en oplevelse som passager i en ægte racerbil på en bane med publikum og det hele, så dét ser jeg meget frem til. Det er en stor ære at få love til at hjælpe, både for mig og for resten af holdet bag Semler Premium Motorsport, og jeg håber, at vi kan være med til at køre et nyt rekordbeløb ind, lyder det fra Christian Dannemand Jørgensen.
Race For Riget har været afholdt siden 2010 og har med tiden doneret mere end seks millioner kroner til Rigshospitalet. Le Mans-ikonet Tom Kristensen, Porsche-fabrikskøreren Michael Christensen og Iron Dames-profilen Michelle Gatting er også på deltagerlisten, og alene sidste år indsamlede de mange kørere hele 740.000 kroner.
Christian Dannemand Jørgensen stiller op i RACE-kateogorien, som er forbeholdt racerbiler, og bilen er således den selvsamme Super GT-racer med 230 hestekræfter – i denne anledning monteret med et passagersæde. Velgørenhedsløbet varer én time og afvikles både lørdag den 5. august klokken 13.10 og søndag den 6. august klokken 12.00. En billet koster 1.500 og skal købes direkte i ryttergården.
Related links
Emner
Kategorier
Vores showrooms er scenen. Bilerne er oplevelsen. Kunden er gæsten. Vores navn bygger på en ambition om at servicere og tilbyde unikke oplevelser til passionerede entusiaster i et luksuriøst univers med eksklusive biler som omdrejningspunkt. Vores absolutte fokus: Dig.
Vi er en del af Semler Gruppen, som er en del af Skandinaviens største og mest solide bilaktører. Vi bygger vores erfaring på et stærkt fundament af mere end 100 års historie, og vi kender vigtigheden af at udvikle fremtiden. Semler Premium er således visionen om at samle luksusmærkerne i én dedikeret division, hvor vi udnytter synergierne på tværs af mærker og forretningsområder og målretter vores ydelser på optimal vis.
Vores passion for sportsvogne og luksusbiler går mere end 70 år tilbage. Vi har importeret og forhandlet Porsche i Danmark siden 1951, og siden 2003 har vi været eneforhandler af mærkerne Bentley og Lamborghini. Vi har i dag udvidet vores aktiviteter til Sverige, hvor vi har været til stede siden 2015.
Semler Premium står bag et nyt, stort bilhus i Stockholm, hvor vi sammen med vores lokation i Malmø, forhandler og servicerer mærkerne Lamborghini og Aston Martin, ligesom vi desuden er eneforhandler af McLaren i alle de nordiske lande.
Organisationen består af dygtige, passionerede og loyale medarbejdere, som har lige så stor en kærlighed til bilerne som vores kunder. Vi bistår med at opfylde ethvert ønske, hvad enten det gælder de gængse opgaver som salg og servicering, til de mere personlige behov for råd og vejledning omkring leasing samt særlige opgaver som sourcing af de ultimative, sjældne og limiterede specialbiler.
Og vi glæder os altid til at møde dig.