Pressemeddelelse -
Semler Premium Motorsport klar til Super GT-finale
Efter en udfordrende femte afdeling er Semler Premium Motorsport igen klar til at tage kampen op i sæsonfinalen i Super GT Denmark, som finder sted på Padborg Park den kommende weekend.
Det var en alt andet en nem weekend for Semler Premium Motorsport, som måtte tage fra femte afdeling af TCR Denmark på Padborg Park uden de ønskede resultater. Afdelingen med sæsonens eneste aftenræs bød på dramatik og en del skader, men efter en omfattende og effektiv forberedelse er det danske talenthold igen klar til at tage kampen op i 2L-klassen.
Sæsonfinalen finder sted på den sønderjyske racerbane med de berygtede sving og lange langside, og mens holdets senest ankomne kører, Rasmus Vendelbo, sidder over denne weekend for at fokusere på VM i karting og sine forberedelser til 2024, er Mathias H. Jensen og Christian D. Jørgensen tilbage i deres sæder.
– Selvom seneste afdeling var en barsk weekend for teamet, så kørte jeg faktisk mit bedste ræs i år dén weekend. Det har naturligvis givet mig et stærkt løft og en god motivation op til sæsonfinalen, hvor jeg satser på at kunne bære farten videre til tre stærke ræs. Mit første år i Super GT Denmark med Semler Premium Motorsport har generelt været et år, hvor udviklingen er gået den rigtige vej, og jeg synes generelt, at det tegner godt for 2024, lyder det fra Christian Dannemand Jørgensen.
– Vi havde desværre en teknisk udfordring med bilen sidste gang, vi var på Padborg Park. Ser man bort fra dét, så havde vi bestemt farten til at gøre os gældende helt oppe foran, så derfor er jeg absolut optimistisk forud for denne weekend. Vi har allerede bevist, at vi er hurtige nok til at vinde, og både jeg og resten af holdet er opsat på at slutte sæsonen af med et topresultat. Det vil være en fed afslutning på året, lyder det fra Mathias H. Jensen.
Femte afdeling af Super GT Denmark var en tung weekend for os, både resultatmæssigt, men også fordi, vi vendte hjem med en del skader på bilerne. Heldigvis har vi et fantastisk team omkring os, så både biler, kørere og crew er klar igen til at give den alt, hvad vi har i os og forhåbentlig slutte året med nogle gode resultater. Jeg håber på, at weekenden udfolder sig knap så aggressivt på banen som sidste gang, vi var på Padborg Park, og at alle vil vise godt ’sportsmanship’, så vi kan få et godt finaleræs, lyder det fra teamejer Jesper Carlsen.
Sjette og sidste afdeling af OK 100 Super GT Denmark afvikles den kommende weekend, 7.-8. oktober på Padborg Park. Både Christian Dannemand Jørgensen og Mathias H. Jensen stiller op i 2L-klassen, hvor der kæmpes om Grand Prix Tours 2L-mesterskabet. Alle tre heats afvikles søndag den 8. oktober fra klokken 12.50, mens andet heat og finaleheatet skydes i gang klokken henholdsvis 15.25 og 16.25. Alle tre løb vises live på YouTube-kanalen Dansk Motorsport Live.
Emner
Vores showrooms er scenen. Bilerne er oplevelsen. Kunden er gæsten. Vores navn bygger på en ambition om at servicere og tilbyde unikke oplevelser til passionerede entusiaster i et luksuriøst univers med eksklusive biler som omdrejningspunkt. Vores absolutte fokus: Dig.
Vi er en del af Semler Gruppen, som er en del af Skandinaviens største og mest solide bilaktører. Vi bygger vores erfaring på et stærkt fundament af mere end 100 års historie, og vi kender vigtigheden af at udvikle fremtiden. Semler Premium er således visionen om at samle luksusmærkerne i én dedikeret division, hvor vi udnytter synergierne på tværs af mærker og forretningsområder og målretter vores ydelser på optimal vis.
Vores passion for sportsvogne og luksusbiler går mere end 70 år tilbage. Vi har importeret og forhandlet Porsche i Danmark siden 1951, og siden 2003 har vi været eneforhandler af mærkerne Bentley og Lamborghini. Vi har i dag udvidet vores aktiviteter til Sverige, hvor vi har været til stede siden 2015.
Semler Premium står bag et nyt, stort bilhus i Stockholm, hvor vi sammen med vores lokation i Malmø, forhandler og servicerer mærkerne Lamborghini og Aston Martin, ligesom vi desuden er eneforhandler af McLaren i alle de nordiske lande.
Organisationen består af dygtige, passionerede og loyale medarbejdere, som har lige så stor en kærlighed til bilerne som vores kunder. Vi bistår med at opfylde ethvert ønske, hvad enten det gælder de gængse opgaver som salg og servicering, til de mere personlige behov for råd og vejledning omkring leasing samt særlige opgaver som sourcing af de ultimative, sjældne og limiterede specialbiler.
Og vi glæder os altid til at møde dig.