Pressemeddelelse -
Udfordrende Padborg-weekend for Semler Premium Motorsport
Dramatik og uheld prægede femte afdeling af Super GT Denmark for Semler Premium Motorsport, som ikke nåede de forventede resultater på Padborg Park.
Farten var der, men generelt lykkedes det ikke for Semler Premium Motorsport at omsætte den til topresultater i femte afdeling af OK 100 Super GT Denmark, som blev afviklet på Padborg Park den forgangne weekend. Mens Mathias H. Jensen på dramatisk vis måtte udgå fra første heat med ild i bilen og Rasmus Vendelbo fik frataget sig en tredjeplads, lykkedes det imidlertid for holdets yngste kører, 15-årige Christian Dannemand Jørgensen, at levere sine bedste præstationer denne sæson.
– Det gik slet ikke som håbet. Jeg var ellers godt kørende i første heat, hvor jeg sluttede treer. Desværre opstod der en uoverensstemmelse under den efterfølgende tekniske kontrol, hvilket gjorde, at jeg blev frataget mit resultat. Jeg kom stærkt igen i andet heat, men nåede aldrig i mål grundet en teknisk defekt, og i finalen kørte jeg mig op fra en 13. plads til en sjetteplads. Så generelt en weekend, hvor vi af forskellige årsager ikke fik de point med hjem, som vi ellers havde farten til, lyder det fra Rasmus Vendelbo.
– Jeg var godt med i første heat, men måtte trække mig, da der kortvarigt opstod brand i bilen. Heldigvis var teamet hurtigt til at få repareret skaderne og gjort bilen klar til andet heat, hvor jeg så blev påkørt og igen måtte lade mig udgå. Igen måtte mekanikerne på arbejde, og igen gav de mig en god bil, så jeg kunne starte fra 12. plads i finalen og køre mig op til en syvendeplads. Ærgerligt med vores uheld, for vi havde virkelig farten til at sikre os flere point denne weekend, lyder det fra Mathias H. Jensen.
– Min weekend startede udfordrende, og jeg sluttede næstsidst i kvalifikationen. Herefter gik det dog rigtig godt, og jeg kørte mig syv pladser frem i første heat, hvilket sikrede mig en startposition i første række til andet heat. Bilen var god, og i finaleløbet startede jeg på en 14. plads og kørte mig frem til en niendeplads. Generelt en weekend, hvor jeg føler, at jeg fik vist min performance og havde gang i nogle gode dueller undervejs, lyder det fra Christian Dannemand Jørgensen.
– Det var bestemt ikke den weekend, som vi havde håbet på. Ærgerligt med de udfordringer, som opstod for Rasmus (Vendelbo, red.) og Mathias (H. Jensen, red.), men her fik holdet til gengæld demonstreret et fantastisk flot og effektivt teamwork. Christian (Dannemand Jørgensen, red.) gjorde det fantastisk hele weekenden igennem, uden tvivl det bedste, vi har set fra ham denne sæson. Stor tak til både crew og kørere for en kæmpe indsats. Vi kommer stærkt igen til finalen i næste måned, lyder det fra teamejer hos Semler Premium Motorsport, Jesper Carlsen.
Sjette og sidste afdeling af OK 100 Super GT Denmark finder sted den 6.-7. oktober på Padborg Park.
Related links
Emner
Kategorier
Vores showrooms er scenen. Bilerne er oplevelsen. Kunden er gæsten. Vores navn bygger på en ambition om at servicere og tilbyde unikke oplevelser til passionerede entusiaster i et luksuriøst univers med eksklusive biler som omdrejningspunkt. Vores absolutte fokus: Dig.
Vi er en del af Semler Gruppen, som er en del af Skandinaviens største og mest solide bilaktører. Vi bygger vores erfaring på et stærkt fundament af mere end 100 års historie, og vi kender vigtigheden af at udvikle fremtiden. Semler Premium er således visionen om at samle luksusmærkerne i én dedikeret division, hvor vi udnytter synergierne på tværs af mærker og forretningsområder og målretter vores ydelser på optimal vis.
Vores passion for sportsvogne og luksusbiler går mere end 70 år tilbage. Vi har importeret og forhandlet Porsche i Danmark siden 1951, og siden 2003 har vi været eneforhandler af mærkerne Bentley og Lamborghini. Vi har i dag udvidet vores aktiviteter til Sverige, hvor vi har været til stede siden 2015.
Semler Premium står bag et nyt, stort bilhus i Stockholm, hvor vi sammen med vores lokation i Malmø, forhandler og servicerer mærkerne Lamborghini og Aston Martin, ligesom vi desuden er eneforhandler af McLaren i alle de nordiske lande.
Organisationen består af dygtige, passionerede og loyale medarbejdere, som har lige så stor en kærlighed til bilerne som vores kunder. Vi bistår med at opfylde ethvert ønske, hvad enten det gælder de gængse opgaver som salg og servicering, til de mere personlige behov for råd og vejledning omkring leasing samt særlige opgaver som sourcing af de ultimative, sjældne og limiterede specialbiler.
Og vi glæder os altid til at møde dig.