Pressemeddelelse —
936 km uden opladning: Škoda Peaq sætter rækkevidderekord for elektriske SUV’er med syv sæder
- Škoda Peaq sætter rækkevidderekord for elektriske SUV’er med syv sæder med 936 kilometer på én opladning
- Škodas nye topmodel kørte fra Mladá Boleslav til Holland uden at lade undervejs og med et gennemsnitligt energiforbrug på blot 9,2 kWh/100 km
- Den største og mest rummelige SUV i Škodas modelprogram er nu på vej ud til de første kunder
Det hele begyndte med en idé hos de to Škoda-medarbejdere Marek Jež og Jakub Krs: Hvor langt kunne den nye elektriske syvsæders SUV Škoda Peaq køre på én opladning af sit 91 kWh-batteri? For at finde svaret satte de kursen fra Mladá Boleslav mod Holland. Den serieproducerede Škoda Peaq tilbagelagde 936 kilometer uden at lade undervejs.
Rekordforsøget blev gennemført under opsyn af certificeringsorganisationen TÜV SÜD. En udførlig beskrivelse af rekordturen, et omfattende billedgalleri og gode råd til økonomisk kørsel i både elbiler og biler med forbrændingsmotor kan findes på Škoda Storyboard.
”Målet var at demonstrere, hvad teknologien kan præstere, når den presses til det yderste. For at opnå den længst mulige rækkevidde valgte vi den bedst egnede rute og tilpassede naturligvis også vores kørestil,” fortæller Jakub Krs, der var en af chaufførerne på rekordturen og er ansvarlig for højspændingsbatteristrategi hos Škoda Auto.
”I dagligdagen vil kunderne næppe køre bilen på denne måde. I stedet vil de udnytte alt det, som Peaq tilbyder inden for køredynamik, infotainment og komfort,” tilføjer medchauffør Marek Jež, der er modelseriechef for Peaq.
Overgik WLTP-rækkevidden med næsten 45 procent
Škoda Peaq 90 har en officielt godkendt WLTP-rækkevidde på op til 647 kilometer. Tallet er baseret på de forskellige kørselsforhold, der indgår i den lovbestemte WLTP-test.
Med en tilbagelagt distance på 936 kilometer overgik den syvsædede Peaq sin officielle WLTP-rækkevidde med 289 kilometer – svarende til næsten 45 procent.
Rekordturen blev gennemført i en serieproduceret Škoda Peaq 90 udstyret med et 91 kWh-batteri med en nettokapacitet på 86 kWh, en ydelse på 210 kW, baghjulstræk og 19-tommer hjul med standardmonterede dæk med lav rullemodstand. Peaqs omhyggeligt optimerede aerodynamik og luftmodstandskoefficient på 0,249 bidrog desuden til det lave energiforbrug.
Fra Mladá Boleslav til den hollandske kyst
Den største og mest rummelige SUV i Škodas modelprogram begyndte sit rekordforsøg ved virksomhedens hovedkvarter i Mladá Boleslav ved middagstid tirsdag den 25. august.
Turen gik gennem Tyskland med pauser undervejs til chaufførskift, hvile og måltider. Tidligt onsdag morgen nåede holdet Holland, inden turen blev afsluttet samme eftermiddag i kystbyen Zandvoort.
Uden at lade bilens batteri undervejs tilbagelagde den syvsædede Škoda Peaq 936 kilometer med et gennemsnitligt energiforbrug på blot 9,2 kWh/100 km.
Škoda Peaq produceres på Škodas hovedfabrik i Mladá Boleslav. Modellen introducerer samtidig en række nye funktioner hos Škoda, herunder planforsænkede dørhåndtag, panoramaglastag med Dynamic Shade Control og mulighed for tovejsopladning.
Interessen for Škodas nye topmodel har været stor. Škoda har indtil videre modtaget mere end 10.000 bestillinger på Peaq.
Related links
Emner
Kategorier
Regions
Hverdagen kan gemme på nye oplevelser. Škoda skaber biler med plads til både familie og eventyr. I mere end 130 år har Škoda sørget for menneskers mobilitet. I dag er den primært elektrisk – med elbilen Elroq som Danmarks mest solgte bil i 2025. Sammen med Enyaq har den Škodas nye Modern Solid-design, praktiske Simply Clever-løsninger og overraskende rummelighed. De viser vejen for en fremtid på el, som også byder på den lille Epiq, den store Peaq, og en nyskabende stationcar.
Besøg Škoda Danmark på www.skoda.dk