Pressemeddelelse -
Big Thief giver stor arenakoncert med sangene fra nyt album
Den fænomenale amerikanske indiefolk-gruppe, der er albumaktuelle med ”Double Infinity”, giver deres hidtil største venuekoncert herhjemme i K.B. Hallen lørdag den 11. april 2026.
Få bands har været så produktive, modtaget så mange anmelderroser og ramt deres fans så direkte i hjertekulen det seneste årti som Big Thief.
Efter at bassist Max Oleartchik forlod gruppen sidste år, står de fænomenale amerikanske indiefolk-fornyere et nyt sted i deres liv og karriere. Det dokumenterer deres nye album ”Double Infinity”, der er bandets første udgivelse i dets nyeste inkarnation bestående af sanger, guitarist og sangskriver Adrienne Lenker, guitarist Buck Meek og trommeslager James Krivchenia.
”Double Infinity” er Big Thiefs sjette studiealbum, bragt til live i løbet af tre uger i selskab med en større gruppe venner og studiemusikere i newyorkerstudiet Power Station, hvor navne som David Bowie, Bruce Springsteen og Bob Dylan tidligere har indspillet.
Det nye album følger op på det universelt hyldede dobbeltalbum ”Dragon New Warm Mountain I Believe in You” (2022). Da det udkom, udråbte Pitchfork det til ”Best New Music” med den uhørt høje karakter 9,0, mens Politiken herhjemme uddelte maksimale seks hjerter og kaldte det ”et paradoksalt mesterværk fuldt af revner og sprækker”.
Big Thief har været en flittig gæst herhjemme de seneste år med koncerter på SYD FOR SOLEN, Roskilde Festival og udsolgt Store VEGA. Derfor er Danmark selvfølgelig også inkluderet, når Lenker & co. drager på turné med sangene fra det nye album. Lørdag den 11. april 2026 indtager Big Thief således K.B. Hallen til deres hidtil største danske venuekoncert.
Koncertinformation:
Big Thief (US) i K.B. Hallen
Support: Dylan Meek
Lørdag d. 11. april 2026 kl. 20:00
Billetter: DKK 450 / 375 kr. + gebyr
Billetsalget starter torsdag d. 11. september kl. 11.00 via billetlugen.dk
PLUS1 partnerskab
Big Thief har indgået et samarbejde med PLUS1, så 10 DKK pr. billet går til at støtte organisationer, der arbejder for lighed, adgang og værdighed for alle. www.plus1.org
Nyheden må offentliggøres med det samme.
Related links
Emner
Kategorier
smash!bang!pow! er et liveagentur, der arrangerer og producerer mere end 300 koncerter årligt. Vi er desuden et målrettet agentur for danske talenter og står bag festivalen SYD FOR SOLEN samt andre formater i kulturlivet.