Pressemeddelelse -
Hermanos Gutiérrez skaber smukke lydlandskaber i DR Koncerthuset den 1. september 2024
Den fænomenale guitarduo, der er signet på The Black Keys-frontmanden Dan Auerbachs label, giver koncert den 1. september i DR Koncerthusets Koncertsal.
Der er magi i luften, når brødrene Alejandro og Estevan Gutiérrez – hvis bandnavn betyder netop det: Brødrene Gutiérrez – ruller deres musikalske kavaleri ud.
Deres filmiske instrumentalnumre, som de fremfører med guitar, lapsteel og percussion, er råt poetiske og underspillet episke og finder inspiration i naturen i moderens hjemland Ecuador, latinrock fra 50’erne, amerikansk folklore, psykedelia og Ennio Morricones legendariske spaghettiwestern-scores. Alt sammen centreret omkring Alejandro og Estevans intime og symbiotiske sammenspil, der suger lytterens opmærksomhed til sig. Fans af Ry Cooder, Calexico og Khruangbin vil føle sig hjemme i dette meditative musikalske rum.
Brødreparret begyndte at komponere sammen i 2015 og albumdebuterede i med det selvudgivne album ”8 Años”, navngivet efter aldersforskellen mellem dem. Deres tre første album tog udgangspunkt i latinamerikanske traditioner, men på 2020’s ”Hijos del Sol” begyndte de også at inkorporere vestlige sangskrivergreb.
Det fangede opmærksomheden hos The Black Keys-frontmand Dan Auerbach, der signede Hermanos Gutiérrez til sit label Easy Eye Sound, som i 2022 udsendte deres femte studiealbum ”El Bueno y el Malo” (indspillet i Nashville med Auerbach i producerstolen). Det blev rost i medier som Rolling Stone og Variety og førte bl.a. til en mindeværdig Tiny Desk-optræden hos NPR.
I 2023 bjergtog Hermanos Gutiérrez et fyldt Store Vega med deres smukke lydlandskaber, og til efteråret vender den schweizisk-ecuadorianske duo tilbage til Danmark, når de indtager DR Koncerthuset stemningsfulde koncertsal den 1. september. Efter alt at dømme bliver det med nye numre på setlisten, for i 2024 har de udsendt de to fremragende singler ”Sonido Cósmico” og ”Low Sun”.
Koncertinformation:
Hermanos Gutiérrez (CH) i K.B. Hallen
Søndag d. 1. september
Billetpris: DKK 435 / 385 / 345 + gebyr
Billetsalget starter fredag d. 12. april kl. 9:00
Nyheden må offentliggøres tirsdag d. 9. april kl. 17:00
Related links
Kategorier
smash!bang!pow! er et liveagentur, der arrangerer og producerer mere end 300 koncerter årligt. Vi er desuden et målrettet agentur for danske talenter og står bag festivalen SYD FOR SOLEN samt andre formater i kulturlivet.