Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Lorde-koncert opgraderes til Royal Arena oven på stor efterspørgsel

Grundet massiv efterspørgsel på billetter til Lordes koncert i K.B. Hallen d. 8. december, flyttes koncerten til Royal Arena d. 8 december.

Koncertbilletterne blev revet væk inden for kun en time, da det officielle salg blev skudt i gang d. 16. maj, men nu kan endnu flere danske fans glæde sig til at opleve den newzealandske popstjerne i en endnu større koncertoplevelse. Lorde indtager Royal Arena med helt nye sange fra sit kommende album ”Virgin”, der udkommer den 27. juni.

Salget af de ekstra billetter til Lorde i Royal Arena starter onsdag d. 28. maj kl. 10 via ticketmaster.dk.

I kølvandet på det nye og meget imødesete album “Virgin” begiver Lorde sig ud på en omfattende verdensturné under navnet Ultrasound. Turnéen begynder i september og gør stop på ikoniske spillesteder rundt om i verden – herunder Madison Square Garden, The Kia Forum, Red Rocks Amphitheatre og Londons O2 Arena – hvilket markerer hendes første gang som hovednavn på disse scener.

Selvom newzealandske Lorde kun er i slutningen af 20’erne, så har hun allerede været en del af den internationale poptop i halvandet årti.

Hun var blot teenager, da ”Royals”, der på original vis blander minimalistisk electropop med hiphop og R&B, i 2013 blev et globalt nr. 1-hit. Vigtigst af alt erobrede nummeret den amerikanske singlehitliste Billboard Hot 100, som det toppede i hele ni uger.

Senere samme år udkom debutalbummet ”Pure Heroine”, der blev rost af medier som Rolling Stone, The Guardian og Clash Music og blev et af 2013’s bedst sælgende album. Året efter sikrede ”Royals” det popmusikalske megatalent to Grammyer for ”Best Pop Solo Performance” og i den prestigefulde kategori ”Song of the Year”.

I 2017 udkom efterfølgeren ”Melodrama”, der som titlen antyder er en popskive med store armbevægelser. Albummet modtog blændende anmeldelser fra bl.a. NME, Pitchfork og Drowned In Sound, herhjemme tildelte Soundvenue albummet 5 stjerner og sammenlignede Lorde med ”en ung Kate Bush”. Kommercielt gik det også forrygende: ”Melodrama” strøg direkte til top på den amerikanske albumhitliste.

I 2020 udkom Lordes seneste album ”Solar Power”, et musikalsk frikvarter, hvor hun fordyber sig i psykedelisk pop, akustisk 60’er-folk og 70’ernes softrock. Resultatet er tilbagelænet, eskapistisk og oser af lange solfyldte stranddage. Albummet cementerede Lordes status med top 10-placeringer i bl.a. USA, Tyskland, Canada og Spanien.

Efter sidste års succesfulde samarbejde med Charli XCX på ”Girl, so confusing” barsler Lorde endelig med et nyt album. Det har fået titlen ”Virgin” og udkommer den 27. juni, men den stærke single ”What Was That” er allerede ude nu.

Selvom Lorde har turneret i alle dele hjørner af verdenskortet, har hun været en sjælden gæst herhjemme. Sidste danske visit var således på Roskilde Festival 2017 med en eminent koncert, hvor hun ifølge Politikens 5-hjertede anmeldelse ”brændte igennem som sin generations stemme og fik Arena i ekstase”. Otte år senere kan Lordes danske fans endelig se frem til at opleve hende live på dansk grund, når det newzealandske popunikum giver koncert med sit nye album den 8. december i Royal Arena.

_

OBS: Adgang til koncerten foregår kun med mobil-billetter. Læs mere her:
https://help.ticketmaster.dk/hc/da/articles/9056603387153-Information-om-mobile-only-arrangementer

Download Ticketmasters app her:
https://www.ticketmaster.dk/feature/app/?language=da-dk


Koncertinformation:
Lorde (NZ) i Royal Arena
Mandag d. 8. december 2025 kl. 20
Billetsalget starter onsdag d. 28. maj kl. 10 via ticketmaster.dk

Billetpriser:
PL1 Aisle Seat: 680 kr. + 50 kr. gebyr
PL1: 600 kr. + 50 kr. gebyr
PL2 Aisle Seat: 580 kr. + 50 kr. gebyr
PL2: 550 kr. + 50 kr. gebyr
PL2U (ståpladser): 525 kr. + 50 kr. gebyr
PL3: 450 kr. + 50 kr. gebyr
PL1K: 600 kr. + 50 kr. gebyr
PL2K: 550 kr. + 50 kr. gebyr

Nyheden må offentliggøres med det samme.

Related links

Emner

Kategorier


smash!bang!pow! er et liveagentur, der arrangerer og producerer mere end 300 koncerter årligt. Vi er desuden et målrettet agentur for danske talenter og står bag festivalen SYD FOR SOLEN samt andre formater i kulturlivet.

Kontakt