Pressemeddelelse -
Tysk techno-fænomen MEUTE indtager Poolen
Techno-marchbandet MEUTE, hvis håndspillede udgaver af elektroniske klassikere har skaffet dem international berømmelse, giver koncert den 13. marts 2025 i Poolen på Refshaleøen.
Elektronisk musik bliver som udgangspunkt lavet på maskiner – men den antagelse vender tyske MEUTE på hovedet med deres forrygende håndspillede take på techno-genren.
Marchbandet fra Hamborg består af 11 blæsere og trommeslagere, hvis akustiske instrumenter på forunderlig vis gør det ud for computer, plugins og dj-pult. Resultatet rummer technoens sans for hypnotisk repetition og fodflyttende klimakser og brass-genren smittende ekspressive udtryk.
MEUTE blev dannet i 2015, hvor de begyndte at optræde i hjembyens gader, og blev hurtigt et viralt fænomen med sine organiske fortolkninger af elektroniske klassikere. I 2017 udkom debutalbummet ”Tumult” – inklusive deres fortolkning af danske Trentemøllers ”Miss You” – og siden har de opnået international berømmelse og turneret i både Europa, USA, Canada og Sydafrika.
Live kommer MEUTEs musikalske kvaliteter i den grad til udtryk, når bandet, iklædt ensartede røde uniformer og badet i et forrygende lysshow, pumper stemningen i vejret som en fælles festorganisme. Det kunne københavnske koncertgængere bevidne, da gruppen gav koncert for et propfyldt Store VEGA i 2022, og nu får flere elektroniske musikelskere chancen, når MEUTE giver deres til dato største danske venue-koncert den 13. marts 2025 i Poolen på Refshaleøen.
Med sig tager de deres spritnye femte album ”EMPOR”, der både indeholder fortolkninger af andres numre og MEUTEs egne kompositioner. Koncerten i Poolen er således også en mulighed for at opleve de nye numre live.
Koncertinformation:
MEUTE i Poolen
Torsdag d. 13. marts 2025 kl. 20:00
Billetpris: 395 kr. + gebyr
Billetsalget starter mandag d. 2. september kl. 10:00 via Billetlugen.
Nyheden må deles nu - mandag d. 2. september kl. 10:00.
Related links
Emner
Kategorier
smash!bang!pow! er et liveagentur, der arrangerer og producerer mere end 300 koncerter årligt. Vi er desuden et målrettet agentur for danske talenter og står bag festivalen SYD FOR SOLEN samt andre formater i kulturlivet.