Pressemeddelelse -
Nye tal: Stærk start på rejseåret 2024 – vinterferien tæt på udsolgt
Kulde, frost, sne og blæst. Danskerne har haft en barsk start på 2024, og det smitter af på rejsebookinger til de solsikre og varme destinationer. Danmarks største rejsearrangør, Spies, har haft travlt siden nytår og oplevede i sidste uge en stigning i antallet af bookinger på hele 85 procent sammenlignet med samme uge sidste år. Og kigger man frem mod de store vinterferieuger syv og otte, er 93 procent af alle charterrejser nu solgt.
Om godt to uger starter skolernes vinterferie langt de fleste steder i landet, og samlet for uge syv og otte oplever man hos Danmarks største rejsearrangør, Spies, rift om pladserne, især på de omkring 18 charterfly fra selskabets egen Sunclass-flåde, der flyver sydpå fra København, Billund og Aalborg.
Og danskerne søger et godt stykke sydpå i årets, på papiret, koldeste måned. Således er det De Kanariske Øer, som trækker allerflest til på vinterferie – ikke mindst til Spies’ egne koncepthoteller for familier, Sunwing Family Resorts og Ocean Beach Club, hvor 25 procent af alle vinterferie-gæster skal bo. Også Kap Verde og Thailand ligger i top fem sammen med den portugisiske ø, Madeira.
Kommunikationschef for Spies, Sofie Folden Lund, siger:
”Vi ved, at vejret spiller ind på bookingtallene, og derfor bad jeg mine kollegaer se nærmere på, hvor mange danskere der har booket rejser i de her meget kolde uger, som vi lige har været igennem. Og her så vi nærmest en lodret kurve, og det betyder også, at salget af vinterrejser er i absolut slutspurten. Derfor anbefaler vi, at man ikke venter for længe med at booke, hvis man vil kunne vælge lidt frit mellem rejsemål og hoteller”.
Top-fem over de mest populære vinterrejsemål til sol og varme:
1) Gran Canaria
2) Tenerife
3) Kap Verde
4) Thailand
5) Madeira
Top-fem over de mest populære storbyer i vinterferien:
1) Rom
2) London
3) New York
4) Marrakesh
5) Malaga
For yderligere info, indsigter, interview eller citater kontakt kommunikationschef Sofie Folden Lund, sofie.lund@spies.dk / 26 36 23 77.
Emner
- Turisme
Kategorier
- charterrejser
- fly
- spanien
- hotel
- sunwing
- charter
- ferie
- sunclass airlines
- rejsemål
- spies
Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Nordic Leisure Travel Group sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Sunclass Airlines .