GÅ DANSK som fint eksempel på dansk fællesskab

På en strålende solskinsdag sidst i august står jeg midt i en meget alsidig gruppe af storsmilende mennesker, som er mødt op for enten at fortælle eller høre om mit integrationsfremmende koncept Gå Dansk. Vi befinder os midt i min barndomsby i Asylcenter Næstved – en teltlejr med plads til 400 beboere - og det er lykkedes mig at samle en masse af mine faste Gå Dansk-makkere, udenlandske aktivister fra Mellemfolkeligt Samvirke og forfatter til ’Kulturspejlet’ Mette Bærbach Bas. Alle er kommet med et åbent sind, klar til at lytte til hinanden og gå en tur for at forstå mere om dansk fællesskab og social forandring.

Kontrasterne er store. På den ene side føler jeg mig lykkelig, fordi jeg ser mig omkring og oplever, at min idé med at samle folk på tværs af kultur, alder, køn, religion og baggrund bliver forstået, modtaget og udlevet. Lige foran øjnene på mig. På den anden side er omgivelserne så triste, som de kan være. Vi går rundt på flis mellem telte, som huser mennesker, der er flygtet fra deres nære og kære og nu bare sidder dag ud og dag ind og venter på, at deres sag og dermed fremtid bliver afgjort. Disse mennesker er nu gæstfrie og storsmilende guider, for de næste par timer er der mennesker, der gerne vil lytte til dem og deres historier. Noget, vi alle har et behov for og virkelig kan vokse af.

Efter rundvisningen i lejren går vi ind i auditoriet, hvor jeg tegner og fortæller om Gå Dansk. Om hvorfor jeg mener, det kan fremme integrationen og den gode ånd, at vi mødes, går tur og taler dansk med hinanden. Om hvorfor jeg tænker, at det kan lade sig gøre i alle dele af landet og såmænd også ud over landets grænser. Om hvorfor jeg er overbevist om, at det kan gavne hele vores samfund, at vi lærer hinanden at kende, bliver givet muligheden for et enkelt og uforpligtende sted at starte, og ikke mindst hvor vidtrækkende konsekvenser det kan ha’, at vi lærer måske bare én enkelt fremmed at kende.

Mens vi går, bliver der snakket og sludret på alle mulige sprog. Vi peger, snakker, spørger og svarer, griner højlydt eller smiler forlegent, når de svære ord gentages, og i et splitsekund bli’r jeg så rørt over at se Gå Dansk i aktion. Alle mine tanker, planer og ønsker bliver til virkelighed lige her og nu, og det er kæmpe stort.

Da vi når op på bakken ved Næstveds gamle vandtårn og nyder den smukke udsigt over byen – nu med en meget udskældt teltlejr placeret midt i det fine villakvarter - snakker vi om, hvor svært det kan være at falde i snak med danskere for ikke at tale om at komme bare lidt ind på livet af os. Hvornår har man øjenkontakt, hvad side viger man til på fortovet, hvor sætter man sig i bussen, og hvorfor spiller alkohol så stor en rolle i forhold til åbenhed?
Alt dette er der mange bud på, og vi bliver enige om, at det første skridt altid må være at nærme sig høfligt med et åbent sind og et smil.

Vi taler også meget om frivilligt arbejde, Venligboer-bevægelsen og de følelser, som engagement helt naturligt bringer i spil, og det bliver endnu engang tydeligt for mig, hvor meget Gå Dansk er kommet til at fylde og betyde for mig personligt. Dagen slutter af med et fint gruppebillede, mange kram, smil og dybfølt tak på flere sprog. Det gør altså bare noget ved os, når vi kommer tæt på de enkelte mennesker bag de ellers anonyme og ofte negative skriverier i medierne.

Da jeg kører hjem, er jeg stolt og glad og meget rørt. Dagen har i den grad vist mig, at vi alle i bund og grund vil det samme. At vi alle har behov for at blive set, hørt, mærket og rørt – helt ind i hjertet. Vi har brug for, at der er brug for os, at vi føler os velkomne i det samfund, vi er en del af. Vi vil gerne hjælpe hinanden og række ud. Og gribe. Og holde fast. Og også give slip, når det er tid.

For mig er mange af teltlejrens beboere blevet mine venner. Venner, som jeg helt egoistisk er bange for at miste, hvilket jeg næsten kan skamme mig over, når jeg sammenligner min situation med deres og alt det, de har mistet. Jeg ved dog også, at tiden med dem lige nu er guld værd for alle parter og sætter sig spor i os hver især for resten af livet.

En uge efter besøget fik vi at vide, at teltlejren skulle lukkes og tømmes i løbet af en måned.