Pressemeddelelse -
Stærke ambitioner hos ny HR-direktør i STARK
Byggemarkedskæden STARK opruster på direktionsgangen med tilgangen af 42-årige Per Pedersen som ny HR-direktør. Han kommer fra en lignende stilling hos Dansk Supermarked og får til opgave at udbygge de professionelle værdier og kompetencer i STARK. Det skal ske via fokus på talentudvikling og fastholdelse af de stærke, interne kræfter. ”Målet er, at STARK skal være branchens foretrukne arbejdsplads,” fortæller han.
Danmarks førende leverandør til professionelle i byggeriet, byggemarkedskæden STARK, har netop ansat 42-årige Per Pedersen som ny HR-direktør. Han er hentet ind fra Dansk Supermarked, hvor han i en årrække har været HR-chef med ansvar for detailkoncernens Bilka-, Salling- og franchisedivisioner.
De personlige og faglige kompetencer skal udbygges
Som ny HR-direktør i STARK bliver det først og fremmest Per Pedersens opgave at stå i spidsen for den videreudvikling af organisationen, der skal bidrage til at sikre, at byggemarkedskæden fastholder og udbygger sin førerposition i markedet. Han fortæller:
- Vi ønsker at udbygge de professionelle værdier og kompetencer, der kendetegner STARK. Medarbejderne er alfa og omega i en branche, hvor kunderne ikke kun lægger vægt på at få den rigtige vare til den rigtige pris, men også efterspørger service og rådgivning med udgangspunkt i et omfattende produkt- og branchekendskab.
Udvikling bygger på forretningsforståelse
Per Pedersen, der har en Executive MBA fra Handelshøjskolen i Stockholm og desuden er uddannet HD i organisation, regnskab og økonomistyring, har gennem en længere årrække haft ledende stillinger i finanssektoren. Her har hans primære fokusområder været forretningsudvikling og HR, og de erfaringer kommer nu STARKs organisation til gode.
- Det er afgørende, at HR-arbejdet bygger på indgående forståelse for den forretning og det marked, man agerer i. Byggebranchen er p.t. under forankring, og det stiller ikke mindst store krav til effektivitet og kvalitet. Det betyder, at vi som byggemarkedskæde skal fortsætte med at udvikle os og bygge videre på de styrker, der kendetegner STARK: Tilgængeligheden, det høje serviceniveau, professionalismen og indsigten i kundernes professionelle vilkår, forklarer Per Pedersen.
Byggebranchens foretrukne arbejdsplads
STARK vil i den kommende tid bl.a. sætte større fokus på at tiltrække og udvikle talenterne, ligesom man vil arbejde målrettet på at fastholde de stærke, interne kræfter. Målet er, at STARK ikke blot videreudvikler sin position i markedet, men også bliver den foretrukne arbejdsplads i branchen.
- STARK bygger på en vinderkultur, og vores ambition er at være førende, også når det gælder evnen til at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere. Det kræver, at vi ikke stiller os tilfredse med status quo, men også på medarbejdersiden fortsætter med at udvikle os i takt med branchens udvikling, understreger Per Pedersen.
Kategorier
- hr
- byggemarked
- byggeri
STARK er med en årlig omsætning på 6,6 milliarder kroner Danmarks største leverandør til byggeriet. Kæden beskæftiger cirka 2.600 medarbejdere og er landsdækkende med 90 byggemarkeder i Danmark og Grønland. STARK er en del af DT Group A/S, der er Nordens største distributør af byggematerialer.