Kommentar: Aftagende politisk usikkerhed i Eurozonen

Denne søndag bød på to vigtige politiske begivenheder i Eurozonen i form af urafstemningen i SPD i Tyskland samt det italienske parlamentsvalg.

Medlemmerne af SPD skulle ved en urafstemning stemme for eller imod SPD’s indtrædelse i en stor regeringskoalition under ledelse af CDU. Resultatet blev et klart ja (66% af stemmerne), hvilket dermed sikrede Angela Merkels fjerde periode som forbundskansler i Tyskland. Det afsluttede samtidig den lange periode med politisk usikkerhed siden valget i september sidste år.

Det italienske parlamentsvalg endte som ventet med en fastlåst parlamentarisk situation, idet ingen af de tre store fraktioner fik stemmer nok til at sikre sig regeringsmagten.

Valgresultat (underhuset), de 4 største partier

Kilde: Indenrigsministeriet i Italien

Det store billede er, at protestpartierne gik frem, mens de etablerede partier (primært PD) gik tilbage. Resultatet er dog på ingen måde en overraskelse, men indenfor rammerne af meningsmålingernes indikationer. Op til valget har alle fraktionerne signaleret uvilje til at indgå i en større koalition. Derfor er den parlamentariske situation meget fastlåst, hvilket betyder, at der formentlig går mange måneder før en ny regering er på plads. Det er samtidig svært at forestille sig, at regeringen bliver specielt handlekraftig. Det er negativt for den italienske økonomi, som netop har brug for en handlekraftig videreførelse af de seneste års reformer. Set i dette lys er valgresultatet umiddelbart et stort skridt tilbage for Italien.

Set med europæiske øjne handlede valget imidlertid især om risikoen for en italiensk euroafstemning. Både Femstjernebevægelsen, Liga og Forza Italia er kritiske overfor euroen, men det har dog ikke fyldt meget under valgkampen. Især Femstjernebevægelsen har nedtonet kritikken. Ifølge meningsmålingerne ønsker flertallet af italienerne, at Italien skal forblive i Eurozonen, så en afstemning vil sikkert ende med et ja til fortsat medlemskab. Men alene risikoen for et nej vil skabe en langt større usikkerhed, end det vi så op mod Brexit afstemningen i Storbritannien. Skulle Italien på et tidspunkt vælge at forlade Eurozonen, vil det endvidere få uoverskuelige og gigantiske konsekvenser. Det vil med stor sikkerhed medføre en italiensk statsbankerot og dermed en krise langt større end finanskrisen i 2008. Så det er en risiko, der fylder meget i investorernes bevidsthed. I den forbindelse er valgresultatet i Italien faktisk et skridt frem, da spørgsmålet om euromedlemskabet som sagt ikke har fyldt meget i debatten – og nu hvor valget er overstået, er der som udgangspunkt udsigt til nogle år med ro på området.

Figur 1: 10-årige statsrenter i udvalgte Eurozone-lande

Kilde: Bloomberg

Macrons store valgsejr i Frankrig og valgresultatet i Holland sidste år, Merkels genvalg, løsrivelsesbevægelsens fiasko i Catalonien, Grækenlands stabilisering samt det faktum at Italien nu trods alt har fået afholdt det længe ventede valg skaber tilsammen politisk ro om Eurozonen i de kommende år. Risikoen for et ultimativt sammenbrud af Eurozonen kan naturligvis stadig ikke afskrives, men der er nu gode muligheder for, at usikkerheden vil aftage væsentligt i de kommende år. Det vil i givet fald kunne ses ved, at renteforskellene mellem de enkelte euro-lande snævres yderligere ind (se figur 1) – og når/hvis det sker, vil det europæiske aktiemarked endelig få en chance for at opnå en reel genrejsning efter de seneste 10 års økonomiske og politiske krise.

Figur 2: P/E på amerikanske og europæiske aktier (cyklisk justeret P/E)

Kilde: Shiller, Bloomberg, Stonehenge Fondsmæglerselskab

Vi har en stor overvægt af europæiske aktier i porteføljen, fordi de er billige (se figur 2) og fordi økonomien er på vej frem. Ovenpå weekendens politiske resultater er vi kun blevet endnu mere optimistiske på de europæiske aktiers vegne.